Pick your fights. Wisely

Tøjkrise er vel ikke et fremmedord pt?! jeg kender det i hvertfald godt og klapper da stavelserne ret ofte, mens hele min garderobe på mystisk vis ligger på gulvet. Who did it. Senest til Louis Vuitton cocktail party hvor jeg i panik opdagede at jeg ikke ejer en cocktail kjole. Troede det gik med fine bukser og smykker, but nooo. Heldigvis lukkede jeg min Oscar de La Renta jakke og se så var det jo faktisk en kjole. Da jeg så stod der og havde brugt så lang tid på først at stresse over hvad jeg skulle have på, for så at beslutte et sæt (bukser og silke top) for så at finde ud af at det gik ikke, for så at gå tilbage til stress fasen og til sidst finde noget i skabet, besluttede jeg mig for at det da var så meget spild af tid, at jeg faktisk gerne ville have de timer jeg havde brugt på det, tilbage. Lad mig være ærlig – jeg HAR noget at tage på, endda til nærmest hvilken som helst lejlighed (eller det burde jeg, omfanget af min garderobe taget i betragtning), så måske de hysteriske stress situationer skulle erstattes med en kop kaffe og en stund foran garderoben, hvor der ikke bliver hevet alt muligt ud og kastet febrilsk på jorden, men hvor man bare sidder og kigger. Jeg elsker virkelig alt mit tøj, så jeg har besluttet ikke at fordumme det, det kan jo noget – ellers ville jeg jo ikke have det. Så nu må jeg tage mig sammen og tage udgangspunkt i det jeg har og fx starte med et par sko jeg gerne vil have på og så work from there. Der skal nok være noget der fungerer. Til i morgen.

Outfit crisis is hardly an unknown term atm?! I know it very well and count the syllables quite often while my entire wardrobe mysteriously  is lying on the floor. Who did it. Last at the Louis Vuitton cocktail party where I panic discovered that I do not own a cocktail dress. Thought it was ok with formal pants and jewelry, but nooo. Luckily I closed my Oscar de La Renta jacket and, it was in fact a dress. When I stood there and had spent so much time at first to stress over what to wear, and then decided on a set (pants and silk top) and then to find out it was not ok, and then go back the stress phase and finally finding something in the closet, I decided that it was so much a waste of time that I actually wanted the hours I had spent on it back. Let me be honest – I HAVE something to wear, even for almost any occasion (or should I, the extent of my wardrobe taken into account), so maybe the hysterical stress situations should be replaced with a cup of coffee and a moment in front wardrobe, where there is no pulled everything out and thrown frantically on the ground, but when you’re just sitting and watching. I really love all my clothes, so I’ve decided not to stupefy it, it can certainly something – otherwise I would not have it. So now I have to pull myself together and build on what I have and for example, start with a pair of shoes I want to wear, and then work from there. There’ll be something that works. For tomorrow.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Moderedaktørens dagbog