My vintage pillow jacket

Tuesday Q&A: Kjetil of Armoire Officielle

armoireqa.jpg
Efter en sommerferiepause er Tuesday Q&A tilbage her på bloggen. Igennem mit arbejde i modebranchen og bloggen, støder jeg ofte på nogle spændende tiltag og nye initiativer og vigtigst af alt, nogle seje personer, med vilde ambitioner om at gøre en forskel. Dem vil jeg gerne give lidt spalteplads her på bloggen. Jeg er selv meget optaget af nye initiativer der beskæftiger sig med bæredygtighed, økologi og zero waste, men det har indtil videre mest omhandlet fødevarer, og været et emne der har optaget mig udenfor bloggen. Nu har jeg besluttet at inkludere emnet lidt mere her på bloggen og forhåbentligt bliver både i og jeg, klogere herom. Nu er det tid til at tale lidt med designer Kjetil Aas der står bag mærket Armoire Officielle som jeg har vist mange gange her på bloggen. Jeg elsker Armoire’s univers, snit og materialer der tilføjer præcis det enkle og skandinaviske element til min garderobe der ellers er fyldt med print og farver. Kjetils øje for detaljer, tilretning og materialer er meget beundringsværdig, hvorfor det var klart at han skulle med i min Tuesday Q&A. Armoire er nemlig ikke fast fashion, men tilføjelser til din garderobe, som skal følge dig i lang tid.

Frede: Hej Kjetil, fortæl lidt om Armoire Officielle. Hvornår startede du Armoire og hvordan fandt du ud af hvad Armoire skulle være?


Kjetil: Armoire offcielle blev grundlagt i 2012 og kom med den første kollektion i efteråret 2013. Både for mig som designer og for brandets visuelle udtryk er begrebet “langsommelighed” vigtig – der udtrykker en kærlighed til kvalitet, detaljer og funktionalitet, med nogle klare reference til det skandinaviske design sprog. 

Efter fire år er vi kommet en lang vej og er på et sted i virksomheden hvor der sker mange spændende ting – blandt andet et stærkt samarbejde med Lines Agency i USA, som har ført til at Armoire officielle nu bliver solgt hos fremtrædende retail profiler som Need Supply og Steven Alan.

Vi har også lige åbnet vores egen butik i hjertet af København, hvilket er en fantastisk fornemmelse. Butikken er indrettet for at underbygge Armoire Officielle’s æstetik og tilgang til design, alt interiøret er skabt i samarbejde med det danske designstudio Studio 0405.

Vores vision med butikken er, at opbygge en tæt relation til vores slutforbruger. Det er et sted, hvorfra vi kan fortælle vores historie, og som kan være med til at skabe en større synlighed om Armoire Officielle.

Frede: Du arbejder meget i den samme farveskala og aldrig med sort – fortæl hvorfor?


Kjetil: Den måde jeg arbejder med farver på er tæt knyttet til den fornemmelse af ´langsommelighed´ jeg ønsker at skabe – hvor der er en klar fascination af det klassiske og tidløse indenfor mode. 

Valget i at aldrig arbejde med sort kommer af den simple årsag at jeg synes en meget mørk marine blå farve har mere liv og dybde i sig end en sort farve. Jeg arbejder tit med meget mørke blå farver der er på grænsen til at se sorte ud. For eksempel lavet jeg en blazer til AW15 kollektionen der havde en så mørk blå farve at flere troede den var sort – vi valgte også at kalde farven Black Navy.

Frede: Der er en historie bag hvert materiale der er brugt i kollektionen, hvordan udvælger du?

Kjetil: Vi har en række materialer som vi bruger i alle kollektioner, blandt andet vores merino uld kvalitet fra Italien og vores GOTS certificerede økologisk bomuld til chinos og hvide skjorter. 

Derudover kommer der altid en række materialer som skal skabe det udtryk jeg ønsker at den gældende kollektion skal ha og som også skal understrege selve sæsonen og årstiden. Jeg tager til en stor stofmesse i  Paris to gange i året, hvor jeg mødes med flere materiale leverandører som jeg arbejder fast med og er på udkig efter nye, spænende leverandører. Mange af dem er ældre tekstil virksomheder som er specialiseret indenfor sit felt, som for eksempel Duca Visconti fra Italien der laver den smukkeste cord fløjl – og som jeg har brugt i flere kollektioner. 

Frede: Hvordan forstår du bæredygtighed og hvad betyder det for dig?


Kjetil: Bæredygtigt design for Armoire officielle er først og fremmest knyttet til et tidløst udtryk.

Vores måde at arbejde med bæredygtighed kan på mange måder knyttes til “slow fashion”, hvor vi især fokuserer på æstetik, detaljer og funktionalitet.

I valget af materialer arbejder vi både med kvalitets aspektet og med bæredygtige alternativer, som for eksempel økologisk bomuld og tencel.

Det er vigtig for os at ikke skabe for store kollektioner og på samme tid kun at komme med to kollektioner i året. På den måde håber vi at bidrage til at sænke tempoet i en branche der de seneste år har begyndt at gå alt for stærkt.

Frede: Hvad inspirerer dig i hverdagen?


Kjetil: Det kan være svært at svar på hvad der inspirerer en, for det er så meget.  Jeg har altid læst ret meget, og tit er der en sætning eller citat fra en bog der kan være udgangspunkt for en kollektion, som så bliver oversat til et visuelt sprog.

Der er også alle de gængse kanaler som kunst, film og design generelt – men der hvor jeg nok finder mest inspiration er i de ikoniske, klassiske beklædnings dele, især indenfor herre moden.

Det tøj som man måske ikke lægger så meget mærke til i hverdagen, men som de fleste alligevel har i sin garderobe.

Frede: Hvilken emoji sendte du sidst og til hvem?

Kjetil: Det tror jeg må ha’ været et ansigt med hjerteøjne efterfulgt af en lille abe, som svar på en besked fra min bror hvor der var vedhæftet et billede af min niece på tre år.

Tak Kjetil!

Følg Armoire Officielle på instagram her og facebook her og ikke mindst shop her.

I kan læse mine tidligere Tuesday Q&A med Forét Cph herSille Nørgaard her, Nune design her og River and Raven her.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

My vintage pillow jacket