Se min sneakersamling - Inside the box med Rezet Store

Minimalist challenge: status

Jeg har ikke fået taget et billede af alt det jeg har sorteret, så her er bare et billede af min drømme garderobe fra Pinterest. 

Status

Endelig fik jeg tid til at give en status på min Minimalist Challenge som jeg skrev om i slutningen af Oktober her. Udfordringen består i at sortere, rydde op og skille sig af med ting, løbende i en måned. 1 ting d. 1., 2 ting d. 2. osv. Jeg startede meget optimistisk 1. November og det har slet ikke været svært at finde ting at skille mig af med. Jeg er en dimseminister ud over alle grænser og har generelt svært ved at skille mig af med ting. Så det her har altså været en frygtelig god øvelse for mig. Og et spark i røven til at få ryddet op i nogle af de store skuffer.

Jeg kan dog på ingen måde anbefale at starte nogen som helst challenge med en 2 mdr. gammel baby, haha. Det har altså betydet at jeg ikke har holdt mig til det givne antal pr. dag. Jeg har bare ryddet op og sorteret så snart jeg havde tid. Den fremgangsmåde gør det altså lidt besværligt at holde tal på tingene. Jeg har noteret ned løbende hvad jeg har sorteret fra, på min telefon. Da jeg talte op 30. November var jeg helt skuffet over at jeg manglede 150 ting. Jeg har her i December, fortsat sorteret og ryddet ud i mine ting, dog uden at holde regnskab. Jeg har ingen anelse om jeg er nået op på 465 ting, men jeg tror jeg er tæt på.

Det næste skridt er så at komme af med tingene, og helst på en fornuftig måde, så andre kan få glæde af dem og så jeg ikke ksulle smide brugbare ting ud. Jeg har sorteret efterfølgende temaer:

Sortering

  • Til familie og venner
  • Sælge
  • Genbrug
  • Skrald sorteret efter materiale

Jeg har samlet poser til familie og venner med ting, som jeg tænkte de kunne bruge og blive glade for. Der efter har jeg udvalgt tøj som jeg ville sælge. Enten når vi holder Loppeladies næste gang eller hos en af de mange luksus genbrugsbutikker i København. Blandt andet kan jeg anbefale OSV, Lula 2nd hand, I blame Lulu og Tú a Tú. Jeg har også afleveret noget børnetøj som JJ ikke bruger mere og noget graviditetstøj hos Mødrehjælpen og samlet nogle ting til min lokale Blå Kors genbrug. Magasiner og papir der ikke gav mening at gemme, har jeg smidt ud sammen med defekte ting og tøj der er gået i stykker. Jeg har også planer om at aflevere en pose med skønhedsprodukter og make-up hos Reden. På den måde har jeg formået at komme af med de fleste ting uden at smide ud. Det tager dog lidt længere tid, men det ville være åndsvagt at smide ud. Til garderobe oprydning kan man evt. følge denne guide som Katrine har lavet.

Konklusion

Selvom jeg måske ikke er nået op på det specifikke antal ting, og ej heller fulgte udfordringen dag for dag, har jeg fået ryddet helt vildt meget ud. Jeg er virkelig kommet til bunds i diverse skuffer og skabe (fx har jeg sorteret alle mine sokker og have 31(!) enlige sokker… sygt nok!). Jeg har også haft anledning til at prøve en masse tøj for at se om det passer post-baby og overveje om det nu også er noget jeg kommer til at vende tilbage til. Så konklusionen må blive at det har været en personlig succes at få ryddet ud – men minimalist, det er jeg dog ikke endnu 🙂

I weekenden skal jeg pakke vores lejlighed i kasser, så mon ikke der bliver sorteret lidt ekstra fra?

1 kommentar

  • Astrid

    En lille servicemeddelelse; alle former for tekstil (hullet eller ej) kan indleveres i H&M’s butikker, så bliver det sendt til genanvendelse, f.eks. til indholdet i bilsæder eller nyt tøj. Så kan de enlige sokker, det hullede tøj, de slidte håndklæder og triste karklude gå til et godt formål.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Se min sneakersamling - Inside the box med Rezet Store