Stil og graviditet med Josephine Aarkrogh

Tak for alt, 2018

Det her billede beskriver meget godt hvordan jeg har haft det, det meste af året. Overrasket, lidt hævet, meget gravid og til fodbold.

Det har været det vildeste år, 2018.

For et år siden sad jeg i Thailand, på Koh Kood og skrev dette indlæg. Jeg skrev at 2018 ville blive vildt og travlt.  Jeg havde nemlig netop lavet den endelige aftale om at lave Min Klub sammen med Drive Studios og YouSee. Jeg anede dog ikke at jeg havde en lille baby JJ i maven  – jeg overvejede faktisk om jeg havde kyssesyge fordi jeg var SÅ træt. Så ja, 2018 har været så overdrevet vildt og travlt.

Her er højdepunkterne fra mit 2018:

Jeg startede året i Thailand med hele min familie, for derefter at rejse til Hong Kong med min kæreste. Det var også her at vi fandt ud af at jeg ikke havde kyssesyge, men var gravid. Jeg sov mange lure på den tur… Se min guide til Bangkok her.

Optagelserne til mit projekt Min Klub gik i gang i slutningen af Januar og jeg endte med at rejse til Milano, Bergamo, Huddersfield, Manchester, Barcelona og Rotterdam for at optage. I starten af Juni havde Min Klub præmiere og TAK for den gode modtagelse. Seertallene på både YouSee og Youtube overgik mine forventninger. Mega tak! I kan se alle afsnit her.

I slutningen af April delte jeg den spændende og glædelige nyhed om min graviditet – det tog i også pænt imod <3

I løbet af foråret kom der også virkelig godt gang i Rezets contenthold og vi fik lavet en masse ting til Youtube og en del lookbooks, som jeg er så stolt over.

Udover en masse rejser i forbindelse med Min Klub, så var jeg også i Stockholm på venindetur med Sidsel og i Paris på Baby Moon med min kæreste og en ekstra gang i forbindelse med modeugen.

Jeg fik endelig lavet mit drømme walk-in closet med pink reoler og masser af plads til sneakers. I kan se det i fuld vigør her og læse mere om det her.

Fra maj måned var jeg også ved at være godt og grundigt gravid. I den varmeste sommer i hele mit liv..! I var heldigvis glade for preggo – outfits også 🙂

I august gik jeg på barsel og skulle for første gang ‘bare’ holde fri og slappe af. Det gjorde jeg i den grad, imens jeg fik mere og mere hævede fødder. Det var helt klart lidt af en omvæltning at gå på barsel og sætte auto reply på i et år, når jeg egentlig bare elsker at arbejde. I har også været glade for mine indlæg om graviditet og livet som mor.

3 uger efter jeg gik på barsel, fik jeg den bedste surprise baby shower, som satte gang i min fødsel… and the rest is history 😉

Jeg kan ikke anbefale nogen at have et fuldtidsjob og rejse europa tyndt for at lave fodbold tv i weekenderne, og så oven i hatten være gravid. Der findes andre og bedre løsninger på den slags. Men jeg gjorde det og det var fedt. Men jeg gør det så heller ikke igen, haha.

Vigtigst af alt, så har 2018 budt på det mest livsbekræftende i verden (advarsel om ultra corny og klichéagtigt indhold!). Jeg har fået en lille søn, som er helt fantastisk. Min mindste, bedste ven kom til verdenen på årets sidste sommerdag, den varmeste sommer i mit liv. Han er fantastisk, sød og sjov. Vækker mig med en klukkende latter næsten hver morgen og sidder viklet fast på mig, det meste af dagen. Det er fandme vildt, hårdt, sindsygt og totalt optur at blive mor. Det kan godt være at de seneste år har budt på lidt for meget arbejde og lidt for mange flytninger, men det går nok. De store træk, de vigtige ting, dem er der sgu styr på. I skrivende stund sidder jeg på vores midlertidige adresse på Vesterbro, og drikker kaffe, hører Festen og Gæsten og tager årets sidste dag ind. Næste år skal jeg helt sikkert rejse meget mindre, arbejde meget mindre, men jeg skal helt sikkert være meget mere sammen med min lille familie. Jeg glæder mig.

Jeg ønsker jer alle sammen et glædeligt nytår og håber i kommer sikkert og kærligt ind i 2019. Jeg holder PJ party med en fyrværkeriangst hund, min kæreste, baby JJ, en flaske bobler og kransekage fra Hart (har købt hånden, så der skulle være nok).

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stil og graviditet med Josephine Aarkrogh