Pakkeliste - når du rejser med en baby

Vores mission for 2019 – en mere bæredygtig husholdning

Ferie(klima) tanker

Vi har lavet en plan for 2019 hjemme hos os. Eller rettere sagt en mission. I det her år, skal vi omlægge hele vores husholdning til en mere bæredygtig husholdning.

Vores tur til Thailand gjorde noget ved mig. Vi landede i Bangkok, hvor der var en luftforurening på 175 (på den skala som sådan noget måles på), imod de normalt 50-100. Der er ret store udsving i forureningsindekset i Bangkok og det er åbentbart ofte særligt slemt i februar pga. vindretningen. Det gjorde, som jeg skrev her, at vi skiftede kurs og droppede de første 3 dage i Bangkok og tog til Hua Hin istedet. Den flyvetur ind til Bangkok satte sig i (klima)samvittigheden på en måde jeg ikke har oplevet før.

Vi snakkede meget om det på turen, ironien i at flyve ind i en by, hvor der er så forurenet at de lukker skoler og beder befolkningen om at blive indendøre. Så kan man sgu godt føle sig overpriviligeret og turistdum, at komme anstigende på en kæmpe flyver, sådan lidt ‘hej hej vi skal altså have denne her fede ferie, no matter what’.. ha ha sjovt. Med en bitter smag i munden.

En mere bæredygtig husholdning

Det startede efter en uge, hvor jeg nævnte at jeg ville skifte mine vatrondeller ud med sådan nogle bomuldsrondeller. For lissom at kunne genbruge dem. Jeg bruger vatrondeller til min elskede michellar vand (bruger enten Trines eller Bioderma). Jeg bruger 5-7 stk om ugen, så en pakke med 10 bomuldstondeller ville kunne holde en uge og ryge med i den ugentlige kogevask. Smart, fornuftigt og en ændring der ikke gør det store for mig, men er lidt venligere mod miljøet. Det startede en snak der varede hele vores ferie (seriøst også det fede ved at være sammen 24/7, de der samtaler der bliver ved). Var der flere ting vi bruger i vores husholdning, som er engangsforestillinger, der kunne skiftes ud med en genanvendelig og/eller miljøvenlig version? Ja. Det fandt vi ud af at der er. Sådan ca. ALT.

Servietter, madopbevaring, kaffefilter, indkøbsposer, tandbørster, køkkenrulle, shampoo, sugerør og jeg kunne blive ved. Der gik lidt sport i at finde på ting vi kunne udskifte (og der er blevet oprettet et excelark…), og til sidste blev vi enige om at udskifte hele lortet. Alt hvad vi kunne komme i tanke om der kan udskiftes fra engangs til genanvendeligt eller til et miljøvenligt alternativ skal udskiftes. Det er vores mål at have en mere miljøvenlig husholdning der producerer så lidt affald som muligt i løbet af 2019. Vi er i fuld gang med at bruge de ting vi har i forvejen og undersøge hvilke alternativer der er de bedste, når vi engang har opbrugt det vi har. Derudover kigger vi på miljøvenlige alternativer til gas, el og internetløsninger, en støvuger der ikke skal bruge pose, vandbesparende armaturer og muligheder for at lave en brugbar skraldesortering i vores nye køkken.

Miljøshaming

Jeg oplever ofte at snak om miljø og bæredygtighed er præget af enten total håbløshed og opgivelse, eller af en form for shaming af at man ikke gør det godt nok. Det er også derfor jeg fx selv har været så påpasselig med at bringe det op her på bloggen. For jeg føler både håbløsheden og opgivelsen – når jeg bruger en termokop, men stadig har en stor udskiftning i min garderobe. Jeg kan føle mig ramt når instagram og blogs flyder over med ’emotional quotes’ og indlæg om hvor meget Co2 en tur til Thailand udleder, eller hvor slemt det er for miljøet at spise (rødt)kød, når jeg lige står og er på vej til Thailand med en burger i munden. Det er da irriterende at blive konfronteret med. Jeg har følt mig ramt, og lidt sur. Jeg har tænkt om dem der delte det, mon selv var helt gode, sådan hele vejen rundt? Men den følelse af at være ramt, den kan jeg nu mærke har været god for mig. Den har rykket noget i mig og jeg er gået fra at føle mig ramt til at føle mig motiveret.

Jeg kan godt gøre det bedre

Det kan ikke være rigtigt at det skal være en bremseklods for at gøre det bedre, at jeg ikke kan gøre det hele på en gang. Så nu hejser jeg flaget og starter et sted hvor det giver mening for mig. Eller rettere vi. For jeg har den perfekte partner in crime, min kæreste (noget af et hemmeligt instagramfænomen åbenbart) som er Excel chefen for det hele og om muligt endnu mere engageret end jeg er. Vi starter et sted hvor vi synes det er let at komme igang og hvor vi ikke oplever at det ændrer min livskvalitet, andet end til det bedre. For jeg skal være ærlig at sige at jeg ville synes det var rigtig svært og nedtur og ikke særlig sjovt at erklære sneaker-stop eller barbere min garderobe ned til 30 ting. Fordi det synes jeg giver mig livskvalitet lige nu. Men om jeg bruger vatrondeller eller bomuldsrondeller, om jeg drikker min kaffe af en to-go papkop eller en thermokop, eller om jeg spiser kød én eller fire gange om ugen – det er vitterligt lige meget for mig. Men det er det selvfølgelig ikke for miljøet.

Måske vil nogen kalde det at springe over hvor gærdet er lavest, eller sige at jeg ikke gør nok. For jeg stadig køber tøj og skriver om shopping her på domænet. Det kan jeg ikke tage mig af, for lige nu så gør jeg noget ét sted i mit liv, og så er jeg ret sikker på at der følger en hel del flere ændringer med den større miljøbevidsthed.

Jeg har tænkt mig at lade vores miljøvenlige omstilling fylde her på bloggen, delt op i bidder efterhånden som vi kommer videre. Tænker næste indlæg bliver en slags opstart, med de tanker vi yderligere har gjort os, hvor man kan finde inspiration og information osv. Håber I synes det er lige så spændende som jeg gør og at I har lyst til at følge med!

10 kommentarer

  • Mathilde

    Jeg elsker det! Og har selv løbende været i gang lidt tid.. Vil gerne anbefale beeswax madpapir – det er virkeligt et af de områder hvor det genanvendelige bare er meget bedre at bruge en engangsalternativet..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Fedt indlæg, glæder mig til at følge med! Og sejt initiativ!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Super fedt! Dit indlæg har inspireret mig og min kæreste til at gøre det samme. At lave en plan. Glæder mig til at følge med i, hvilke ændringer i gør jer 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Yes yes yes sikke et god og velreflekteret indlæg. Læste det højt for min kæreste og vi blev enige om at gøre det samme. Og se, det er også dét det kan gøre at ændre på ens egne vaner – man inspirerer nemlig andre til at gøre det samme! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ninna

    Fedt initiativ. Jeg synes, det er så dejligt, at I er så mange influencere, der tager emnet op. Jeg glæder mig til at følge med 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Victoria

    Jeg har netop betstilt et produkt hjem der hedder facehalo som er en slags stofvatrondel der kan fjerne makeup kun ved brug af varm vand (prøv at slå det op på youtube så giver det bedre mening😄). Jeg synes nemlig også jeg bruger for mange Vatrondeller og med den her dims kan man skære makeupfjerner produkter fra også😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Celina

    Fedt fedt fedt 😍👍🏼 Glæder mig til at læse mere og få inspiration til at gøre det endnu bedre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dominique

    Hvor er det mega nice news😃 Jeg har virkelig syntes at der mangler diversitet i “typerne” af bloggere inden for miljøvenlighed, så det bliver så spændende at følge med her😃👏🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Monica

    Jeg er helt vild med det! Glæder mig til at følge med og blive inspireret

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg vil vildt gerne se hvad du swapper ud til det bedre og hvor du køber det👍

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pakkeliste - når du rejser med en baby