Hvordan skal du sortere dit affald?

En babyliste og mine anbefalinger

En babyliste og mine anbefalinger

I er flere der har spurgt efter den famøse babyliste og det har rumsteret lidt i mit hovede, hvordan skulle jeg lige lave den, og ved jeg overhovedet noget? Men jo, der har helt klart været en masse ting vi har været RIGTIG glade for at have til JJ og vha trial and error har vi gjort os nogle gode erfaringer. Derfor kommer her mit bud en babyliste her.

Jeg har samarbejdet med Stokke og derfor fået en del ting sponsoreret. Jeg er mega glad for det samarbejde og har kun oplevet at de Stokke produkter jeg har brugt, har været af god kvalitet og virkelig praktiske. Udover Stokke gear, har jeg forsøgt at holde babyting til et minimum, fordi jeg gerne ville se hvad vi egentlig fik brug for og ikke komme til at forkøbe mig i alt muligt nutti-lol-ting. Og det er en reel fare, for ALT til børn er vanvittigt sødt og når du er helt ‘nesting-panik-over-at-få-et-barn-hormonel’, så er din dømmekraft sat lidt ud af spil. Dermed ikke sagt at nesting og ‘gøre klar til baby’ ikke er hyggeligt, for det er det, virkelig! Og praktisk at have gjort lidt klar, så du bare kan bruge den første tid hjemme med baby på at snuse hår og prøve at få sovet lidt. Men det betyder ikke at du absolut skal tømme BabySam. Eller have gear klar til de næste 12 år.

Du kan med fordel overveje følgende

Inden I, i ren og skær nesting-panik, går igang med dankortet, så overvej de her ting (det kunne jeg have været bedre til!):

  • Butikkerne er også åbne efter baby er født – og der ved du meget mere om hvad du egentlig mangler og hvilken str baby er. Jeg havde fx intet i JJs str fordi han var meget mindre end jeg havde troet. Men det kunne lige så vel have været omvendt.
  • Lån! Der er så mange ting som baby har brug for i kort tid eller som du måske ikke finder brugbare alligevel – fx er der mange der forkøber sig i vikler men aldrig helt bliver gode venner med dem, så hvorfor ikke låne en til en start? Eller fx babyindsats til en høj stol som kun skal bruges til de er 6-7 måneder. Jeg har været flittig til at tilbyde de ting JJ er vokset fra til venner eller familie som har nye babyer, og det samme den anden vej rundt. Det er praktisk, penge-besparende, venligt mod miljøet og så er det god babykarma at give/låne lidt videre. Derudover er det noget så hyggeligt at tage rundt og aflevere eller hente ting og sige hej til de små skattebørn.
  • Køb brugt: Der findes så mange muligheder for at finde de fleste ting brugt. Jeg har slet ikke været god nok til det før nu her hvor JJ seriøst springer en tøjstørrelse hver time (sådan føles det i hvert fald). Tjek Reshopper, DBA eller din lokale genbrug. Du kan også spørge ud i den omgangskreds – det kunne jo være at naboen lige skulle til at sælge en babyseng eller har ryddet op i børnetøjet…
  • Det ALLER vigtigste som baby har brug for det første lange stykke tid er kærlighed, nærhed, hud mod hud kontakt, masser af mad og rene bleer. Din baby er fløjtende ligeglad om den body er fra Bon Point (selvom, omg det er nutti og jeg ville ønske det hele var i voksen str.) og om det er den rigtige vugge (hvor baby alligevel ikke gide ligge). Så med en pakke bleer og masser af ro og alenetid, så er du godt dækket ind det første lange stykke tid. Okay, lasagne i fryseren skader heller ikke.

Mine anbefalinger og erfaringer

Her kommer de ting vi har været rigtig glade for:

  • Vikle Jeg ville starte med en strækvikle da de er lette at binde og holder den lille nyfødte baby godt ind til brystet især i den første tid. Der findes mange viklemærker, men jeg kan anbefale JPMBB og Moby til strækvikler, Artipoppe og Oscha til fastvikler og Vito Slings til ringslynger. Det er de mærker jeg selv har (nogle er modtaget i gave) og jeg har været glad for dem alle. Jeg bar JJ 95% af tiden de første 4,5 måned, så jeg var glad for at have meget at skifte imellem.
  • Leander puslepude efter bitter erfaring og mange vaske fordi der SKER ting på den puslepude, sendte jeg min kæreste direkte i Illums bolighus efter ‘den der puslepude der bare kan tørres af’. De bedste 800kr vi har brugt.
  • Barnevogn Vi kom først rigtigt i gang med barnevogn da JJ var 4-5 måneder og når jeg tænker på det så ville jeg ønske jeg ikke havde været så opsat på at det skulle fungere og bare havde viklet ham ind til han var tryg ved vognen. Han er nu 7 mdr og ELSKER at sove i sin barnevogn. Vi har Stokke Trailz og jeg knuselsker den, fordi den er høj (men med mulighed for at justere håndtaget) og fordi der er så meget plads under den (til alt det man lige kan slæbe med). Der udover har den en god længde i barnevognsdelen som gør at JJ kan ligge der i hvert fald til han er 8-9 mdr. En anden ting der virkelig skiller den ud fra mange andre, er at kalechen kan rykkes helt ned, dvs man kan afskærme sovende baby virkelig meget. Det er guld værd når man fx er inde i byen, der er meget sol eller andre omstændigheder hvor det er rart med noget ro. Jeg har aldrig haft behov for den famøse ‘stofble sat på med klemmer’ løsning, for at skærme af. Den har en klapvognsdel som vi kan skifte ud til, når tid er, og så synes jeg den er pæn og det er alligevel en del jeg får kigget på den, haha.
  • Højstol og baby indsats En børnestol er ret hyggelig at have i køkkenet og det gør det lettere at have baby med til bords. Vi har haft JJ på skødet det meste af tiden, også da vi startede med rigtig mad, men det giver lidt mere frihed at han kan sidde og følge med selv. Vi har brugt en baby indsats indtil han var 6,5 måned og der har han virkelig hygget sig med et eller andet stykke legetøj, når vi lavede mad eller lignende. Det anbefales ikke at baby sidder der mere end 15-20 min om dagen, så det skal man lige være opmærksom på.
  • Lift fra Najell Jeg fik denne lift fra Najell tilsendt i gave og jeg må indrømme at vi har været meget mere glad for den end jeg nogensinde havde drømt om. Den har fungeret som JJs lille værelse. Dyne, sutter, lidt legetøj og så kan han komme med rundt i lejligheden eller chille imens jeg er i bad. Vi havde den med til Thailand hvor han sov lur i den på stranden og i flyveren. Den kan også foldes helt ud og fungere som legetæppe, hvilket er ret genialt, da den er blød og dermed god til små tunge babyhoveder… Vi har i lang tid brugt den som lift nede i barnevognen, men det er han desværre for stor til nu.
  • Babybadekar Her har Stokke altså skudt papegøgen for alle der bor i København i små lejligheden (eller hvor som helst) elsker deres sammenklappelige badekar, hvilket også er helt helt genialt. Det er rigtig rart at kunne bade baby på den måde, selvom man sagtens også kan klare det i bruseren. Det er trods alt bare lettere med et lille kar.
  • Stofbleer Der er ingen der siger at det skal være de mest fancy stofbleer i verden, for de bliver brugt til lidt af hvert, men de er sgu geniale til alt. Istedet for at købe dig fattig i lækre mønstrede og dyre versioner vil jeg anbefale; klip et gammel lagen i stykker og brug til de grove ting – så gør det ikke noget hvis de bliver så klamme at de skal smides ud (og det sker!). Køb stofbleer brugt i fx mødrehjælpen, de koster ca. 5 kr eller under stykket og de suger mega godt ifht. helt nye. Og endelig, så er cute og fine stofbleer geniale barsels/tillykke med baby gaver, så ønsk dig dem, når nogen spørger (og det sker også!).
  • Små klude Nogle gange er en stofble alt for stor til behovet, og vi bruger fx de her fra Imse Vimse til snotnæse, tørre mad af mund og hænder og lignende. Men igen, kan et gammel lagen eller andet stof bruges til det samme.
  • Termometer Man skal godt nok være cool for ikke lige at have en enkelt aften uden en ‘har baby feber’ panik, og der er det rart at kunne tjekke op på sagerne, uden at skulle på døgn apoteket. Så bare hav det klart i skuffen til en start.
  • Pusleunderlag Min moster har syet det fineste pusleunderlag der kan foldes sammen og være i pusletasken, som vi altid har med rundt. Det er mega rart at have til beskidte gulve når du står et sted uden et puslebord. Hvis man ikke har en moster der er fiks på fingrene, så er det her ret fint, og ellers fungerer et lidt tykt lille håndklæde selvfølgelig også.
  • En taske til pusleting Det kan være alt fra Christinas fine design, Cam Cams vatterede version som også går til et godt formål her, eller noget så simpelt som et stofnet, bare man kan have sine ting samlet. Jeg kan godt lide at der lige er en lomme til ekstra sutter og andre småting, og ellers bruger jeg en stofpose fra Haps til det.
  • Neglesaks babynegle vokser hurtigere end karse og jeg klipper seriøst negle på JJ hver 2. eller 3. dag – for ellers er det værst for mig selv når han langer en kærlig hånd ud efter mig i løbet af natten, eller får fat i brystet (græde smiley x 500). Det er til gengæld angstprovokerende at klippe dem fordi de er SÅ SMÅ, så derfor har jeg altså været glad for en idiotsikker babysaks.
  • Kam til at fjerne arp eller re-enacte denne her scene i babyversion.
  • Babyhåndklæde fordi det er nuttet med den der lille hætte ting.
  • Puslebord Det er mega rart og praktisk at have alle babyting, tøj og sager samlet, især når din baby har skidt sig selv op ad ryggen og helt om i pandehåret, så kan du lige hive en ren body frem. Jeg vil anbefale et bord eller en løsning med skuffer, så der er godt overblik og så noget fint at kigge på. Hos os har denne gule lampe og kirsebær wall stickers fra Studio Mini Shop været et hit. Når vi flytter skal vi dog have skaffet os denne her uro (fordi den vil jeg selv gerne kigge på, haha). Vi har det her puslebord fra Stokke, som vi er rigtig glade for. Man skal bare lige huske at indtænke at baby ligger på langs og ikke tværs over, så det skal der være plads til. Det gør til gengæld at bordet ikke fylder så meget, hvilket har været perfekt hos os.
  • Olivy + klude Vi har tørret babynumse med Olivy fra start og har kun haft en omgang med rød numse en enkelt gang. Vi bruger Mesoft gaze, men når sidste pakke er brugt op, skal vi skifte til Disanas papir som er mere miljøvenligt.
  • Tæpper og svøb Især i den første tid er det hyggeligt og trygt for baby at blive svøbt. Vi brugte de meget tynde og lette svøb fra Boody, men de er alligevel ret varme. Vi har også været glade for Stokkes barnevognstæppe i bomuld som er ret køligt men stadig hyggeligt og så selvfølgelig Mary svøbet som JJs farmor har givet os i gave. Her over vinteren har det her babytæppe fra COS været fast inventar i barnevognen og puttet de små fødder i fodenden.
  • Tøj Det er selvfølgelig smart og praktisk at have noget tøj klart til når baby kommer, men den der med at man skal have 200 bodier og 800 dragter osv. det er altså ikke nødvendigt. Et par sæt og 3 og 4-5 bodier i str. 50 og 56 til en start, er alt rigeligt til de første uger. Jeg var så heldig at arve en masse fra min familie og så gik jeg et par gange i mødrehjælpen og købte nogle dragter og nogle bodier. Man kommer langt for 2-300kr i en genbrug. Så kan man altid shoppe nutti ting i Arket eller Bon PointJeg vil klart anbefale slå-om bodier og nogle små bukser med fødder i, til den aller første tid. Derudover så husk en lille bomuldshue og en heldragt til hospitalet og turen hjem.
  • Dyne + betræk vi startede med en rigtig dejlig kapok dyne, men efter 2 gange med lort udover det hele og tørretumbling i 15 timer (det satans kapok) så overgav vi os til en fiber dyne der kan vaskes let og tørres hurtigt. Vi har et par betræk fra Serendipity, Konges Sløjd og Five More Minutes (gave) som går på runde. JJ elsker at kigge på mønsteret på Konges Sløjd betrækket, men det kan både være hyggeligt og distraherende for at falde i søvn… haha.
  • Tykt legetæppe Et let vatteret tæppe er hyggeligt til legestunder og chill på gulvet. Både så det ikke trækker og så der kan mosles og rumsteres rundt. Vi har det her fra Moulin Roty (gave) som er så pænt (for forældrenes øjne) og blødt.
  • Aktivitetsstativ fra 5-6 ugers alderen er det ret fedt med at stativ hvor der kan hænge forskellige dimser på, som kan daskes til, spille en melodi eller blinke. Vi havde fået det her fra Moulin Roty i gave og har hængt lidt forskelligt på – blandt andet cykellygter, plastikhårspænder og et stykke bånd. Kæmpe succes!
  • Seng eller bedside crib Det virker meget oplagt at have en babyseng klar og det havde vi da også. Og jeg troede da også at JJ ville sove i den. Det har vi tilgode. JJ har sovet arm i arm med mig fra 2. nat og vi har derfor aldrig brugt hverken seng eller bedside. Hvis du har en seng der er mindre end 160cm eller af andre grunde ikke har lyst til at sove med din baby, så vil jeg anbefale en bedside, ellers kan jeg kun anbefale at sove sammen. Sæt dig ind i hvad det kræver for at samsovning og sendedeling er sikkert og snak med sundhedsplejerske og jordmoder om det. Søg på samsovning og breastsleeping. For os har det været helt rigtigt og jeg kan tælle på en hånd, hvor mange hårde nætter jeg har haft, fordi JJ ikke behøver andet end at møffe lidt rundt før jeg halvt vågner og kan give ham mad. Der udover giver det både dig og din baby en masse tryghed, nærhed og kærlighed at være så tæt som muligt.
  • Natures Sway slyngevugge Vi brugte vuggen meget i starten hvor JJ tog nogle lange dejlige lure i den. fra 3-6 mdr brugte han den slet ikke og nu er den lidt tilbage igen. Det er vist meget forskelligt om hvorvidt den falder i god jord, og jeg har hørt den omtalt som narkovuggen og direkte blevet frarådet at bruge den fordi baby så ellers ikke kan sove andre steder. Det er overhovedet ikke tilfældet her. Vi har brugt den lidt og JJ sover fint i den. Den er bouncy og gynger lidt når baby bevæger sig, hvilket er smart til at vugge i søvn igen. Den er ergonomisk god for babyer og så er den som en hyggelig og tryg hule. Fordi vi ikke vidste om JJ ville elske eller hade den, så eftersøgte vi en låner, hos nogle venner og endte med at købe den brugt.
  • Bideting fra JJ var 3-4 mdr har han elsker noget at bide i. Favoritten er en gummitandbørste (hjembragt fra LA af Moster, men BabySam har en version her) og efterhånden har han et par ting fra Oli & Carol som laver det mest nuttede teething legetøj. Her er kålbladet og bananen en favorit. Det er perfekt underholdning og godt til de kløende gummer, som faktisk allerede kan begynde at klø flere måneder før tænderne viser sig.

To each their own

Det blev lidt af en babyliste alligevel, men jeg håber den er brugbar og at I selv kan sortere til og fra, da det helt sikkert ikke er alt, alle kan bruge. Det kan være mega uoverskueligt og ikke mindst dyrt at tænke på alle de ting som der bliver listet op som mega-absolut-nødvendige. Jeg håber i kan tage inspiration fra min liste og de erfaringer jeg har beskrevet og ikke føler et pres på at skulle have alle ting, for det er ikke nødvendigt. Tag det med en gran salt og tænk på at som udgangspunkt har baby bare brug for nærhed, tryghed og kærlighed. Så skal alle dimserne nok komme efterhånden. Og læs lige Calinas indlæg om babylisten her.

10 kommentarer

  • Line

    Hej Frede,

    Jeg ved, at dette indlæg er af ældre dato, men det kom frem, da jeg googlede “Stokke Trialz og Najell”. Jeg har termin i midten af januar 2020, og vi har købt en Trialz. Jeg havde umiddlebart tænkt, at vi skulle have en lift nede i. Læser jeg korrekt, når du skriver at Najell godt kan være nede i? Hvis ja, hvor lang tid fungerede dette scenarie så og brugte I dyne eller voksipose i liften? Jeg kunne godt forestille mig, at voksiposen ikke kan være i Najell liften, men det er så hulens svært at vide 🙂 Tusind tak for hjælpen. Mvh. Line

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frede

      Hej Line, Vi brugte Najell liften i Trailz til JJ var ca. 6 mdr. efter det, var der ikke plads og han var egentlig også for tung til liften. Men vi brugte barnevognsdelen helt til han var 9-10 mdr. Men det er jo virkelig afhængigt af hvor lang baby er 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line

      Tak 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid

    Hej Frede
    Tak for nogle virkelig goe og brugbare morindlæg! Vil du ikke dele dine tanker om livet på den anden side af barselsboblen? Hvordan du forestiller dig at balancere arbejds- og babyliv uden at gå (for meget) på kompromis med kontinuum-princippet?
    Kh en anden mor

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frede

      Hej Astrid, tak for din kommentar – når vi kommer lidt nærmere slutningen på min barsel så lover jeg at dele mere om det 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Pæneste spisebord ever! Hvor er det fra?😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lie

    Hej og tak for en go liste. Lige et spørgsmål til leander puslepuden – har du så ikke noget oven på den når JJ skiftes? Altså fx håndklæde eller stofbleer?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frede

      Hej Lie, Vi har bare en lille stofble eller en tyndt håndklæde på 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Sikke nogle gode lister, Frede. For mig, giver de et rigtig fint overblik.
    Vi har selv købt rigtig mange ting brugt og fået af venner/familie, så vi har ikke brugt super mange penge på udstyr mm. Det er så dejligt at vide, at man faktisk ikke behøver hive 20.000 kr. op af lommen. Jeg tænker selv hele tiden, at baby “bare” har brug for sine forældre, mad og ren ble det første stykke tid 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvordan skal du sortere dit affald?