Nye posters - De små skridt i vores lejlighed

Hvad er en ve og findes der smertefri fødsel?

29. August 2018 – Det sidste billede jeg fik taget inden jeg fik veer. Eller, jeg havde faktisk lidt plukveer i selvsamme stund.

Inden JJ kom til verden, overvejede jeg at skrive et indlæg om min fødselsforberedelse og tanker herom, og tænkte jeg så efterfølgende kunne følge op. Men det nåede jeg så ikke, så nu kommer det lige samlet, knapt et år efter – hvad gjorde jeg mig af forberedelser og fungerede det for mig?

Jeg kommer ikke til at dele min fødselsberetning, men vil gerne dele den erfaring jeg har gjort mig, da jeg ofte får spørgsmål til hvilken fødselsforberedelse jeg tog.

I starten af sommeren sidste år sagde min svigermor at jeg SKULLE gå til fødselsforberedelse hos Anja Bay hos Smertefri Fødsel – og jeg makkede ret og bookede et forløb (til 2500kr. avav) og tænkte så faktisk ikke mere over hverken fødslen eller forberedelse hertil. Jeg har ikke været nervøs for fødslen, og haft travlt med en masse andre ting, så det var først da jeg gik op ad trapperne til første omgang fødselsforberedelse at det gik op for mig: ‘fuck jeg skal føde, og hvad er en ve overhovedet?’. Heldigvis var der jo råd for netop det, og hvor er jeg dog glad for at jeg lyttede til min svigermor og tog det kursus.

Hvad er en ve?

Det vidste jeg ikke før jeg startede til fødselsforberedelse. Faktisk anede jeg slet ikke hvordan en fødsel foregik. Jeg troede bare det ville gøre ondt og så skulle baby ud. Måske noget med noget vand der går… Og netop fordi det ikke var noget der fyldte særligt meget, altså nervøsitetsmæssigt, så faldt det mig slet ikke ind at undersøge det nærmere (jeg aner en hvis distræt graviditetshjerne, når jeg nu tænker tilbage).

First thing first – en ve er en muskelsammentrækning og det er livmoderen, som faktisk er en kæmpe muskel, der trækker sig sammen for at åbne livmoderhalsen, så baby kan komme ud. Det er derfor det altid handler om ‘hvor meget man har åbnet sig’. Det er det veerne faktisk gør. Smart ik?

Sådan en muskelsammentrækning gør ondt – rigtig ondt, og man har lyst til at rulle sig sammen til en lille kugle, helt anspændt og hektisk, og bare vente på at det går over. Det føles som en kæmpe mavekrampe ganget med menstruationssmerter og en lille psykopat der stikker dig med en kniv indefra, sådan groft sagt 😉 Men netop når man spænder op, fordi det gør ondt, så bliver smerten værre – og det er her at fødselsforberedelse kommer ind i billedet.

Smertehåndtering og laboro-vejrtrækning

Til den fødselsforberedelse jeg gik til hos Smertefri Fødsel, der lærer man desværre ikke at en fødsel ikke gør ondt. Den titel skal man lige tage med et gran salt, hvis man gik og troede at det kunne være så let. Det man til gengæld lærer, det er metoder til at håndtere den form for smerte der er i fødslen og hvordan man trækker vejret arbejdsomt og effektivt under veerne. Anja Bay arbejder med afspænding ud fra nogle nøglepunkter i kroppen og så den særlige laboro-vejrtrækning. Begge dele bliver man præsenteret for og så skal man altså selv øve det der hjemme, ved hjælp af lydfiler. Helst så ofte som muligt.

Jeg startede på kurset så jeg havde den sidste kursusgang 3,5 uge før min termin og var faktisk lidt sløv til at lave øvelserne til at starte med, men fik indhentet det forsømte, i de sidste par uger. Det fungerede ret fint at gøre det lidt mere intensivt – men også mere risikabelt. Man ved jo reelt ikke hvornår man går i fødsel…!

Jeg læste også Anja Bays bog, Smertefri fødsel, som opsummerer teknikkerne og gennemgår alle dele og faser af fødslen. Efterhånden som jeg begyndte at læse omkring hele fødselsesprojektet, blev jeg helt grebet af det. Jeg endte faktisk med at fortryde at jeg ikke var gået i gang med at undersøge, læse og forberede mig tidligere. Fødsler er jo virkelig spændende!

Pavlovs betingede reflekser

Smertefri Fødsel og Mamaprofylaks, som er et andet populært kursus, bygger begge på Pavlovs teori om betingede reflekser. Begge steder er metoderne udviklet over tid og moderniseret og tilpasset, men grundprincipperne er at lære kroppen refleksen at afspænde, når sammentrækningen (veen) kommer. Derimod bruges kraften fra sammentrækningen, konstruktivt, til at åbne livmoderhalsen (som er hele pointen med de veer) og senere hen, presse baby ud. Det hele handler om at øve, øve og øve, for at kroppen lærer refleksen og derved bliver bedre og bedre til at afspænde, når livmoderen trækker sig sammen. Begge kurser beskriver øvelserne, som at øve sig på at cykle, eller køre bil – noget man bliver vant til. Man kan også øve ved at afspænde i andre sammenhænge, fx. hvis du banker din tå ind i dørkarmen eller slår dig (ikke at man skal gøre det bevidst), så prøv at spænde af i kroppen og oplev hvordan smerten føles.

Da jeg er ret klodset, havde jeg rigeligt med muligheder for at teste dette…

Findes der smertefri fødsel?

Ja det ved jeg faktisk ikke. Men jeg lod mig på ingen måde narre af navnet på Anja Bays fødselsforberedelse, hverken den ene eller anden vej – jeg troede ikke jeg ville få en fuldstændig smertefri fødsel, men det afskrækkede mig slet ikke fra at tage kurset, og hvor er jeg glad for det. Jeg havde den bedste fødsel. Det var faktisk en rigtig god oplevelse og jeg var totalt på, hele vejen igennem. Grunden til det, var uden tvivl at jeg brugte laboro-vejrtrækning, som man netop lærer hos Smertefri Fødsel. Jeg synes det er meget let af affeje Smertefri Fødsel med det vuns og sige ‘jeg tror ikke på, at det ikke gør ondt at føde’, men ærlig talt, så håber jeg at de fleste ved, at der medfølger en eller anden form for smerte ved at presse et menneske ud gennem kroppen, men at det er muligt, med nogle gode metoder, at håndtere og mindske den smerte.

Måske navnet er lidt misvisende? På den ene side ja, på den anden side, så handler det om smertehåndtering og metoderne gjorde, for mig, en kæmpe forskel. 2 gange havde jeg veer som jeg ikke havde fuldstændig kontrol over, og de gjorde pisse fucking lorte ondt. De resterende 24 timer havde jeg fuldstændig kontrol og lå som udkogt spaghetti, med sovemaske på og holdt min kæreste i hånden. Jordmoderen kunne faktisk ikke se hvornår jeg havde en ve, så vi indførte en håndsoprækning eller sovemasken på, som signal til at hun ikke skulle snakke til mig. Jeg var busy med noget smertehåndtering.

Den skrækkelige fødsel

Jeg ved at alle fødsler er helt forskellige. Alle fødende kommer forskelligt fra start, og forhindringerne undervejs er uanede. Forstervandsforgiftning, hvordan baby ligger i bækkenet, oxytocin producering og hvad ved jeg. Jeg håber derfor ikke at I vil tage mit indlæg som en ‘HAHAHA jeg synes det er mega let at føde og sådan er det bare for alle’. Det ved jeg at det ikke er, for jeg har snakket med en hel del dejlige mødre om deres gode, dårlige, lange, korte, hårde og vanvigttige fødsler.

Desværre fylder skrækken og angsten, og fortællingen om at en fødsel er det værste i hele verden (dog med et skønt udkom) rigtig meget. Så jeg vil gerne bidrage til en ærlig og positiv fortælling om hvordan en fødsel også kan være. Min fødsel var ikke fuldstændig smertefri og jeg nåede også til et punkt hvor jeg kiggede på min kæreste og sagde ‘nu gider jeg ikke mere’, men den var mest af alt fed. Det var en god oplevelse, og det var ikke så slemt eller smertefyldt som jeg havde forventet. Det der gjorde mest ondt, var de bistik jeg fik. Men så gik tiden også med det.

Jeg vil også tilføje en ydmyg tak til jordmødrerne og jordmoderstuderende på Riget. Fuck I seje. Tak for jer.

Huskeliste til fødsel

On another note – inden jeg gik i fødsel, havde jeg selvfølgelig trawlet internettet igennem for at læse og sammenholde diverse huskelister til fødslen. Man kunne snildt fylde en 3×34 med ting til en fødsel, men ud over de åbenlyse ting til baby, hvad du selv ville skulle bruge til en overnatning, så er her mit besyv til en huskeliste:

  • Vandflaske (evt. sugerør) – man bliver fucking tørstig af at føde.
  • Snacks – ikke til under selve fødslen, men til efter, man bliver også fucking sulten af at føde. Husk nok snacks, så din partner ikke får kværnet det hele imens du er i gang.
  • Sovemaske – mit ultimative hack, var en dejlig sovemaske. Den afskærmede mig og samtidig sendte den et signal til fx. jordmoder om at jeg var optaget. Jeg begyndte at tage den på da jeg lavede mine fødselsforberedelseslektier der hjemme, fordi vi havde håndværkere uden for vinduerne konstant, og jeg havde svært ved at koncentrere mig. Så det blev en vane at have den på når jeg øvede.
  • Engangskamera – det er lidt mere uforpligtende at knipse et par billeder med et engangskamera, så er der ikke noget med om de bliver gode eller ej, det er bare point and shoot. Jeg fik fornyligt fremkaldt vores film og desværre var der kun to der blev gode, da de fleste var totalt underbelyste. Men det er de dejligste billeder jeg har.
  • Skjorte til far/partner – så baby kan komme op på maven hvis mor skal undersøges.
  • Strækvikle – det ville jeg ønske vi havde haft med! Så kan baby sidde trygt og sikkert fra start, hvis det er nødvendigt at bevæge sig lidt rundt.
  • En positiv indstilling – den er letkøbt, i know. Men jeg tror at det rykker noget, hvis du glæder dig til at føde, hvis du tror på at din krop kan det den skal (om det er en fødsels uden smertelindring, et kejsersnit eller en hjemmefødsel, no one knows), så tror jeg det giver dig mentalt overskud til projektet. Det gjorde sig i hvert fald gældende her.
  • Kend til dine muligheder – vær opdateret på hvilke muligheder og alternativer du har. Fx kan du skifte jordemoder hvis der ikke er god kemi. Du kan spørge efter alternativ smertelindring som fx. bistik eller akupunkter. Vær generelt opsøgende og undersøgende inden fødslen og spørg ind til dine muligheder under fødslen.

Læs mere om Smertefri Fødsel her og Mamaprofylax her.

Ps. kurserne bliver lynhurtigt fyldt op, så hvis du har lyst til at gå til fødselsforberedelse, så book i god tid.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nye posters - De små skridt i vores lejlighed