Veloursæt og overskud på kontoen

Min guide til en enkel bogreol

Foto: Alona Vibe

Enkel bogreol

Vi lavede denne bogreol i vores stue i sensommeren (så vidt jeg husker) og siden da har jeg løbende fået sygt mange beskeder omkring den. Den famøse reol. Realiteten er at den er meget simpel, lavet af ting fra Silvan og egentlig en nødløsning og en budgetversion af den vi egentlig gerne ville have. Men, vi er blevet vildt glade for vores nødløsning og jeg har endelig fået taget mig sammen til at få taget billeder af den, så jeg kunne lave en lille guide til jer.

Hele pointen var at lave en enkel bogreol der havde plads til alle vores bøger, og som i sit udtryk var simpel og ikke gjorde meget væsen af sig. Jeg kan godt lide det lidt industrielle look som PN skinnesystemet her og de hvide hylder ender egentlig bare som streger mellem bøgerne.

Vores reol er lavet af PN skinner, hyldeknægte og de billigste hylder fra Silvan. Den måler ca. 4,5 meter i bredden.

Før du går i gang:

Overvej hvad du skal have på din reol, ifht. den belastning den skal kunne klare. Vi har nærmest kun bøger og har sat 5 skinner op på ca. 4,5 meter. Det er sådan liiige ok, men en skinne mere havde ikke været af vejen. Vores hylder er 30cm  bredde og 16mm tykke og de buer desværre under bøgernes vægt. Så vi skal på et eller andet tidspunkt skifte dem ud. Planen er at finde birkekrydsfinersrester og sætte dem sammen. Det burde holde bedre en de hobbyplader vi har nu.

Tjek også væggen reolen skal sidde på ifht. hvordan du kan sætte den op. En tynd gipsvæg har nok svært ved at klare vægten og hvis det er mursten, så skal du sørge for at have en slagboremaskine.

Det skal du bruge til at lave din bogreol:

  • PN Skinner
  • PN Hyldeknægte
  • Plader til hylder (vil anbefale krydsfiner).
  • Skruer og plugs til skinnerne.
  • Skruer til hyldeknægte (husk du skal bruge to længder af skruer til hver hyldeknægt).
  • Evt. beslag til at samle hylderne (vi har brugt det her PN ligejern på undersiden) og skruer til dem.
  • Bor og bits i den rigtige størrelse (jeg var i Silvan 3 (!) gange undervejs, gad jeg godt at have undværet).
  • Stort vaterpas, blyant og snor.

Jeg har desværre ikke taget billeder undervejs, så jeg håber i kan bruge beskrivelsen af hvert trin. Det er igen kun ud fra min egen erfaring og ikke på den måde en autoriseret løsning. Kan dog anbefale at alliere sig med et par venner (gerne lidt handy) til projektet. Vi brugte 6-8 timer på det fra vi tog i Silvan til sidste hylde var sat op. Ting tager bare meget længere tid end man regner med.

Bogreol Trin-for-trin guide:

  1. Mål op hvor stor din reol skal være og udregn hvor mange skinner du skal bruge. Vi brugte 5 skinner til 4,5 meter og kan anbefale at sætte endnu en ind.
  2. Vurder hvor mange hylder du vil starte med og derefter hvor mange hyldeknægte du skal bruge.
  3. Skær pladerne til så de passer i længden (jeg får altid skåret store ting til i Silvan, det koster en 20’er per snit men det er meget rart at komme hjem med de rigtige mål.
  4. Udregn hvor mange cm der skal være mellem hver skinne, i forhold til størrelsen på din reol. Husk at du ikke vil have de yderste skinner helt ud til kanten. Vi har sat dem ca. 15cm inde, i hver side.
  5. Sæt den yderste skinne op i den ene side, og derefter den yderste skinne i den anden side. Bind en snor op imellem, meget stramt, så den danner en rettesnor for de andre skinner. Sæt de resterende op efter rette snoren, men tjek hele tiden med vaterpas, både horisontalt og vertikalt. Man kan ikke være for sikker!
  6. Sæt evt. hylderne sammen med lidt trælim og beslag, hvis stykkerne ikke er lange nok,
  7. Start øverst og sæt hyldeknægte op. Læg hylderne på og skru skruerne i, imens der er en der sørger for at hylderne er tæt ind mod bagvæggen. Fortsæt hele vejen ned.
  8. Husk at dit parforhold eller anden familie eller vennerelation er vigtigere end en reol. Hav masser af kaffe, bland selvslik og god musik til projektet.

4 kommentarer

  • Anne

    Et spørsmål som ikke angår hyllen, men hva for en bluse er det du har på deg?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Hvad kostede det i alt at lave den

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frede

      Hej Nanna, Jeg kan dårligt huske det. Men skinnerne og hyldeknægte er ikke så dyre så det afhænger mest af hvilket træ du bruger til hylderne. Og hvor lange hylder du skal lave.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Veloursæt og overskud på kontoen