Mandag, post kampdag og kold kaffe

Hej fra isolations-ish boblen

Hej fra min lille isolationsboble, jeg tænker jeg ikke er den eneste der har været lidt i personlig undtagelsestilstand siden onsdag d. 11. Marts hvor vores statsminister lukkede landet ned? De sidste 10 dage har været underlige, mildest talt. Uden relation til Covid-19 så blev JJ vaccineret for et par uger siden og det kickstartede de åbenbart obligatoriske to døgn med høj feber (som lægen godt fortalt mig ville komme på 9. dagen, men som jeg selvfølgelig glemte alt om), som derefter gled over i noget andet, men stadig med feber og oven i hatten en skarp forkølelse og hoste som har været der siden slut februar. Så de sidste 10 dage har jeg været mor-sygepasser, ammet nonstop, holdt i hånden gennem feberrus, nusset, pusset og plejet. Imens har min mand sørget for det hele – jeg er virkelig godt gift.

Imens er vi så gået ind i en international krise, og det er vilde, vilde tider. Jeg skifter mellem at være nervøs, bange og bekymret, til at glemme det hele for en stund og bare stene i vores lille boble, til at være sikker på at det er en dårlig drøm. Vi er ikke så meget ude, selvfølgelig, så jeg er ekstra meget på min telefon, og nyheder, facebook og instagram fylder enormt meget. Jeg følger med i nyhederne og udviklingen, men jeg prøver også at tjekke lidt ud, for jeg kan mærke at jeg er fyldt op af information, indtryk og følelser.

Vi er i en selvvalgt isolation (sådan startede det i hvert fald), da JJ jo har været syg og jeg har været lidt under vejret, og vores færden begrænser sig til hundeluft, en trilletur med klapvognen og lidt indkøb. Vi følger alle officielle anvisninger, vasker, spritter og holder afstand, og bliver hjemme. Sidste uge lå jeg med en feberdreng klistret op af mig, og kunne for alvor mærke frygten for hvor det her skal ende. Jeg blev nervøs for min egen situation, for mit barn og min familie. For mit virke som selvstændig, som i den grad er afhængig af økonomien kommer igen på den anden side (men hvem er egentlig ikke det). For ikke at tale om bekymringerne for mine nærmeste, både økonomisk og helbredsmæssigt. Og så selvfølgelig vores samfund, og faktisk hele vores verden. For ingen har jo nogen interesse i at den her pandemi, skal drives ud af proportioner, ingen har vel gavn af en kollapsende økonomi, og et sundhedsvæsen i knæ? Eller det omvendte. Og derfor kan jeg også mærke raseriet krybe op i halsen når jeg ser den noget laissez faire tilgang til de officielle påbud og anvisninger, som der trods alt også er.

Min egen strategi er blevet meget lavpraktisk – bliv hjemme, vask hænder, støt lokale virksomheder, brug håndsprit, hold kontakten med mine nære, bliv hjemme, vask hænder, brug håndsprit.

Jeg har gjort et forsøg på at bidrage til at støtte de mindre virksomheder som også lider under denne her krise, og har delt en masse shoutouts på min instagram. Jeg har samlet dem alle i to highlights der hedder Lokal <3 Tjek dem ud og tag en online shoppingspree, så de kan mærke kærligheden. Hvis budgettet ikke rækker lige nu, så gå ind og giv dem et follow, en masse likes, nogle kommentarer eller et par besøg på webshop eller blog. Det varmer og kan ses på statistikkerne hos de pågældende virksomheder.

Jeg har selv gravet lidt i opsparringen og revet mig på lidt lækre sager.

Blomster hos Vilde Violer

Det nye meget seje magasin Insert Yourself Here

Et abbonement på Yolly

Hyggetøj til mig og en lille ting til JJ fra CoLabel

Nattøj til JJ fra On Cloud Nine

Strømpebukser, farvekridt og lidt legegrønt hos Bøf Shop

En lille something something i strik fra I Blame Lulu

Vin til a life time fra Vin de Table

Garn til nye strikke projekter fra Garn Galore

Jeg føler mig taknemmelig over at jeg er buret inde med mine yndlings personer (og hund) og i og med jeg har en dreng på 1,5år, så er springet fra normal life til nu, ikke så stort. Og det fik mig i starten til at glemme hvor hårdt og svært det er at være hjemme, hvis man bor alene. Heldigvis er jeg blevet klogere, jeg har nemlig mange nære og kære som er alene, og jeg snakker med dem næsten hver dag. Nogle er gået sammen i lockdown-duo og andre kommer igennem med facetime og gåture med 2 meters reglen. Jeg kan nok ikke sætte mig ind i at gå igennem denne her tid alene, men jeg anerkender fuldt ud hvor hårdt det må være og hvis du sidder alene og læser med nu, så sender jeg kæmpe #notouching kram og high spirits jeres vej. Vi kommer igennem det her, det bliver sejt, men vi kan godt.

I dag trillede jeg en tur med JJ i vognen, og Winston under vognen (han er mega doven) og på min færden på ydre Nørrebro og Østerbro, var der kun good vibes. Der var masser af hensynstagen, agtpågivenhed og 2 metersreglen i spil. Det påvirkede mit ellers dæmpede lørdagshumør. Jeg tror lidt mere på projektet nu, kan jeg mærke.

Det blev en hovedløs smøre fra en træt person, der er kommet op til overfladen efter 9 dage med et feberbarn (it’s not fun), men jeg er her. Jeg kommer tilbage.

Hvordan hænger I i?

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mandag, post kampdag og kold kaffe