Kinagrill og sandaler

De her podcasts skal du høre

De 11 podcasts jeg lytter til

EDIT: Jeg har d. 6. Juni opdateret listen med en række podcastanbefalinger fra instagram, som handler om anti-racisme, BLM og diskrimination.

Jeg kan næsten ikke gå ud af døren uden høretelefoner (og jeg knuselsker mine Airpods) i ørerne, om det er en 20 minutters morgentur med Winston, trilletur når JJ skal sove lur, eller bare når jeg skal transportere mig fra ét sted til et andet. Jeg hører som oftest podcast, og i sjældne tilfælde radio. Jeg elsker, elsker, elsker at høre podcasts og jeg synes der er virkelig mange gode podcasts, tilgængelige, både gratis eller til en overkommelig sjat, per måned. De gratis podcasts finder jeg i Apples podcast app, det er nærmest alle jeg leder efter der er tilgængelige der. Men, jeg har faktisk også signet op hos Podimo for 35 koner (tror jeg) om måneden, fordi at når jeg lytter derigennem, så tjener mine yndlings podcastere penge – og jeg vil jo gerne blive ved at kunne høre dem.

Jeg hører virkelig mange forskellige podcasts, både om nyheder, bæredygtighed, mode, astrologi, historie og mommy life. Jeg fik lyst til at dele mine 11 yndlingspodcasts med jer – og som sagt stritter de i alle retninger, men hvis de er fortalt godt, så kan jeg faktisk høre en podcast om hvad som helst. Kender I det? En passion, begejstring og grundlæggende viden om et emne kan smitte så meget af, at jeg bliver helt opslugt af hvad som helst.

Lad os komme til det – mine yndlingspodcasts:

To The Moon Honey – Liv og Beas univers for kvinder og mødre, eller alle der finder interesse i forældreskabet, er udviddet med en podcast der berører alt fra fødsler, opdragelse, kvinders cyklus, paneldebatter og alt muligt andet. Jeg elsker især “Efterfødselssamtalerne” hvor forskellige kvinder deler deres fødselsberetninger og taler forløbet igennem med Thilde Bøgild som udover at må være den mest behagelige jordemoder i verden, også underviser i Smertefri Fødsels fødselsforberedelse, som jeg gik til da jeg var gravid med JJ.

Findes på Apple podcast App, Podimo og hos TTMH her.

Den Grønne Løsning – Information har startet denne podcast serie hvor værterne i hvert afsnit snakker med en forsker om undersøgelser og forskning, der kan være med til at lave den relevante omstilling for vores samfund, i en bæredygtig retning.

Findes på Apple podcast App og hos information her.

Astropod – Jeg har jo præsenteret jer for Amalie og Marianne, og vores samarbejde her, men det hele startede jo med podcasten. Igennem 2 sæsoner og en række særafsnit, har Amalie og Marianne delt ud af deres viden om astrologi og krystaller, med relevante gæster der fortæller om alt fra Tarot til håndlæsning.

Findes på Apple podcast App og Podimo.

Genstart – DRs nyhedspodcast Genstart udkommer hver dag i ugedagene og er en ca. 20 minutters udsendelse der tager en aktuel nyhed eller sag op. De sidste par måneder har det handlet mest om Covid-19, men nu er Knud Brix tilbage med nyheden mellem himmel og jord.

Findes på Apple podcast App, Podimo og DR radio.

Kvinde Kend Din Historie – Gry Jexen er historiker og hun startede for lidt tid tilbage en instagram profil hvor hun delte ud af hendes viden om de kvinder der fortjener en plads i historien, men som aldrig har fået den. Der er på nuværende tidspunkt 12 afsnit der starter med Svømmepigerne i starten af 30’erne og sidste afsnit handler om digteren Inger Christensen. Gry har en forrygende radiostemme og i hvert afsnit er der en relevant gæst, som på den ene eller anden måde har en relation til hovedpersonen. Det er spændende og ikke mindst meget rørende at høre om de seje kvinder der har skabt den motorvej af muligheder for os andre.

Findes på Podimo.

Her Går Det Godt – Peter og Esben er efterhånden et velkendt makkerpar og deres podcast udkommer som vinden blæser men berører altid mere eller mindre relevante nyheder og mange (sjove) diskussioner.

Findes på Apple podcast App.

TrendlaboratorietMoussa Mchangama driver virksomheden In Futurum med sin partner, som tilbyder bæredygtig rådgivning i mode og livsstilsbranchen. I hans podcast Trendlaboratoriet dykker han blandt andet ned i bæredygtighed, trends og strømninger som han diskuterer med sine gæster. Særligt afsnittet “Kan trends være bæredygtige” synes jeg er virkelig interessant.

Findes på Podimo.

Sustaindaily – Det bæredygtige univers og årlige magasin, udkommer også som podcast og har ikke mindre end 6 sæsoner på bagen. Det er Johanne, Emma og Louise der er værter (det skifter lidt, så vidt jeg kan høre) og afsnittene handler om alt fra mode, forbrug, affaldssortering, rejser, ja alt hvad der vedrører en bæredygtig livsstil.

Findes på Apple podcast App, Podimo og Mofibo.

Politikens poptillæg med Lucia Odoom – Lucia Odoom dykker ned i alt hvad der nærmer sig populærkultur i Politikens Poptillæg, mode, musik, festivaller, nichetrends, film og kunst, og alt der imellem. Hun har typisk 2-3 gæster med som byder ind med deres ekspertviden eller erfaringer og det er altid en ret hyggelig snak der opstår, så det næsten er som at høre en gruppe venner, diskutere et emne.

Findes på Apple podcast App og Politikens egen podcast app.

Den Nye StilPelle Peter er en gammel røver på Danmarks Radio, og startede forrige år en podcast serie for at adække dansk hiphophistorie. Nu har den forgrenet sig til andre genrer, men det er en virkelig sjov og hyggelig reminder om musik fra de sidste mange år.

Findes på Apple podcast App, Podimo og DR radio.

Radio Godefroot – Her er vi helt klart i udkanten af mine interesser, men jeg har hørt Radio Godefroot som baggrundsstøj i snart to år, da min mand ofte hører det. Og selvom jeg ikke på den måde interesserer mig for cykelsport, så elsker jeg at høre Brian Holm og hans gæster fortælle røverhistorier om legendariske løb, vanvittige træninger og nogle af de største cykelstjerner i historien.

Findes på Podimo.

De her podcast skal jeg høre

I lyset af situationen der eskalerer i USA, har jeg samlet en række podcast du kan høre, der handler om anti-racisme, BLM og diskrimination, både danske og udenlandske. Tilføj gerne i kommentarfeltet, så opdaterer jeg løbende.

A Seat at the Table

Findes på Podimo og Apple podcast App.

1619

Findes på Podimo og Apple podcast App.

The Diversity Gap

Findes på Apple podcast App.

About Race

Findes på Apple podcast App.

Keep It

Findes på Apple podcast App.

1 kommentar

  • Gry

    Tusind tak Frederikke! Bliver helt rørt og glad. Så fedt at du kan lide at lytte med og har lyst til at anbefale! Kh Gry

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kinagrill og sandaler