Voksentøj og pyjamasbukser

Hjemmedag med Zoo, soppebassin og blomsterdate

Er I klar på en ny omgang hjemmedag? Jeg roder lidt rundt i kronologien, men her kommer en lille dagbog fra vores fredag som stod på Zoo, virkelig varmt vejr, et gensyn med soppebassin og en solo date.

Zoo-årskort og glæden ved rejsen

Vi havde for engangs skyld en aftale om formiddagen i fredags. Det sker sjældent, da jeg faktisk foretrækker at have en rolig og langsom formiddag, hvor der er tid til at se The Zoo (genialt program på Dr.dk) og JJ leger altid så godt og fordybet med sit legetøj om formiddagen. Der er fuld koncentration på duplo, legekøkken osv. og så kan jeg nå at få styr på lejligheden og tage et bad. Vi har også kæmpet lidt med frokostkoncentrationen, og her har det bare været bedst at være hjemme. Men efter jeg fandt ud af at JJ ELSKER hårdkogte æg, så er det sgu nye tider, haha. Et æg, en ostemad og lidt snacks, og så kan han spise frokost alle steder. What is life… Så morgenen gik med madpakke pakning og vi kom lidt hurtigere i tøjet end normalt.

Af den grund kunne jeg roligt sætte Sidsel og Helle i stævne til en Zoo date kl. 9.30. Jeg fik et Zoo-årskort i fødselsdagsgave af mine dejlige veninder fra min mødregruppe (tror de havde en bagtanke, haha) og efter de åbnede op igen har vi været der en gang om ugen. Alene turen i metro, vejarbejde på Frederiksberg Allé og den korte bustur i 7A er en lige så stor fornøjelse for JJ som selve Zoo. Så alt i alt, en god beskæftigelse. Det var ca. 80 grader varmt og JJ insisterede på at hoppe det meste af Zoo rundt. Men vi fik set både pandaer, chimpanser, kænguruer og strudsen og så var vi rundt om børne Zoo og fik klappet heste, kigget på grisene der spise vandmelon, muuuuhet af koen og krammet gederne. Efter et frokoststop og en skyggeplet foran girafferne, gik min lille ven omkuld, timet med Helle. Det efterlod en velfortjent pause til mig og Sidsel, som blev fejret med churros og softice – selvfølgelig.

Lur og en daglig pause

JJs lur er min daglige pause og hvis ikke jeg følges med en ven og endelig har tid til at føre en uforstyrret samatale, så hører jeg podcast, får svaret på mails, insta eller læser nyheder. I fredags fulgtes mig og Sidsel fra Zoo og gennem Frederiksberg imens JJ sov. Og ved Aksel Møllers Have var der liv i klapvognen og vi strøg hjem i metroen (elsker M3).

Min mand var allerede hjemme og havde sørget for koldskål, kammerjunkere og jordbær fra Mirabelle, som må være den lækreste koldskål jeg i mit liv har smagt. Det bliver dog ikke en hverdagsting til den pris, men den kan virkelig anbefales.

Cykelløftet

Det fleste dage, der spørger JJ minimum 5 gange om vi skal ud at cykle. Det er hans absolutte favoritting og det er ikke sjældent at vi må tage en ekstra tur om blokken, fordi der er så stor krise over at turen er slut… Så jeg er meget påpasselig med at love eller snakke om cykelture pt. For det kan afføde kæmpe nedsmeltninger. Men i fredags havde vi aftale at cykle en tur, hele familien, og det var der nogen der havde glædet sig til. Vi cyklede til Langelands Plads hvor der er en kæmpe og mega optur legeplads og et åbent soppebassin. Det var i mange der spurgte på, da jeg delte et billede på story. Men Frederiksberg Kommune har åbnet det op. Desværre tror jeg ikke Københavns Kommune åbner dem i år. Det var helt perfekt for alle, at køle ned. Efter en del plasken, lidt fodbold i badetøj, cyklede vi tilbage til Nørrebro. Det var næsten uundgåeligt at spise is, så vi stoppede hos Banana på Jægersborggade, som er en fælles favorit hos mig og JJ (ik så meget min mand, haha).

Endelig hjemme, hentede vi Winston, vores hund og gik en runde i Banana Park. Her knækkede filmen lidt for JJ. En lang dag, mange indtryk og total ubeslutsomhed over om han skulle sidde på skuldrerne, spille fodbold, kigge på blomster, kigge på bordtennis eller lege ved basketnettet. Vi endte med at gå hjem, se Emil fra Lønneberg og tjekke lidt ud.

Solo date

Efter vores vanlige aftenrutine med aftensmad 17.30/18, et dejligt langt bad, smadre rundt tid (tumeletid er bare ikke dækkende i vores tilfælde) og lidt Peter Pedal bog, kunne jeg putte en meget træt skattemand. Vores putte rutine er ret simpel. Vi børster tænder, siger godnat til far, henter en bamse og så ammer jeg JJ imens jeg fortæller ham om hele dagen. Alt fra morgenmad til da han snublede, isen vi spiste og hvad der skete i Emil fra Lønneberg. Det har jeg gjort siden han var 6 mdr. og det virker som om han godt kan lide det. Jeg spørger ham om jeg skal fortælle om dagen og det er altid en stort ja.

Efter en effektiv putning, pakkede jeg en saks, kyssede min mand farvel, satte en podcast i ørerne og cyklede ud til Fisketorvet. Jeg har fundet et offentligt sted med blomster, og ville gerne plukke en buket til lørdagens dåb for Helle. Med favnen fuld af blomster, købte jeg mig en cheeseburger og nogle nuggets fra McDonalds og nød dem med en milkshake imens jeg kiggede på vandet. Det var next level #metime, men helt fuldstændig perfekt.

2 kommentarer

  • Mette

    Wauww, hvor finder man det blomster-spot? 😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla B

    Åh det lyder som om I har haft en dejlig hjemmedag 🙂 Og vi må da forbi det soppested asap. og “smare rundt tid”, elsker det udtryk, og det passer virkelig på tornadoen herhjemme.
    God fredag, kære Frede 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Voksentøj og pyjamasbukser