Sneakerstyling, rens og pleje til vinter

Alt jeg har lært om amning

Ammefængslet

Disclaimer: Jeg føler mig egentlig lidt nødsaget til at lave en lille disclaimer i starten af det her indlæg. Det handler om amning og det handler om mit eget personlige ammeforløb, følelser, erfaringer og tanker herom. Og lige som jeg selv har en masse følelser omkring amning, så ved jeg er der også er en masse følelser om amning, hos jer. Det handler ikke om hvorvidt amning er bedre end flaske eller omvendt. Jeg har den aller dybeste respekt for mødre og forældre der tager et velovervejet valg om hvad der er bedst for deres barn og deres eget velbefindende. Hvad enten det er det ene eller det andet. Flaske eller bryst. Grunden til at jeg har lyst til at dele min egen historie og plædere for mere og udbredt information omkring amning og en aflivning af de myter som forekommer, er at det dels har fyldt meget mere for mig, og at der har været mange flere følelser involveret både under og efter, end jeg nogensinde havde drømt om. Jeg håber I har lyst til at dele jeres egne tanker om amning, ammestop eller jeres eget forløb med boobs eller flaske, under det her indlæg. Hvis du er uenig, eller har andre kommentarer så er der også plads til det her.

Forleden skrev jeg med Cath om det der med amning – fordi når man er in-between børn, med forholdsvist kort interval og en ammeglad storebror (som vi begge er indehaver af), så er der tanker omkring amning – skal den fortsætte eller stoppe?

Men lad os starte fra starten, for jeg tror ikke jeg har opridset min ammehistorie, og tænk hvis den kunne være interessant for andre end mig 😉

Min ammestart

Jeg havde en god og dejlig fødsel (den kan du læse mere om her) og JJ hægtede sig på brystet med det samme. Han har siddet der lige siden, har jeg lyst til at skrive, men selvom det har føltes sådan til tider, så har vi begge to også lavet andre ting, haha. Vi havde en god start. Fin teknik, maassserrrrrr af mælk og en meget ammeglad lille baby. Den første uge gik fint, ammemæssigt, alt det andet kan i læse om her. Efter en uge med at mælken løb til, at brystvorterne lige skulle vænne sig til at være inde i en babymund næsten 24/7, så troede jeg at det ville køre. Det gjorde det for så vidt også, for JJ suttede, stadig masser af mælk, men også en konstant strålesmerte fra mit højre bryst til højre skulder. Hmm. What is this tænkte jeg. Så jeg var forbi 3 praktiserende læger, 2 ammevejledere, en jordemoder, 2 sundhedsplejesker og en fysioterapeut. Ingen kunne forklare hvad der var galt. Jeg fik en kur mod svamp, vaskede med danskvand, beskyttede med uldindlæg og varme og lige lidt hjalp det. Det endte med at min egen læge foreslog at det var en overbelastet eller klemt (?) nerve, muligvis fra fødslen eller en dårlig ammestilling. Han sagde ok til at jeg tog smertestillende (ellers kunne jeg ikke sove, eller foretage mig andet end at have ondt), så jeg var smertedækket nonstop i næsten 8 uger. Jeg kan huske at jeg sad nede på Tullinsgade og efter et lægebesøg med beskeden “det ved vi ikke hvad er” og græd ned i min kaffe fordi jeg havde ondt og ingen voksne kunne hjælpe. Og så havde jeg en baby og jeg sov ikke så meget… #life

Fysioterapi og ammenet.dk

Min læge kunne dog (alligevel) hjælpe med henvisning til fysioterapi som jeg gik til hver uge i flere måneder. Og efter 2-3 måneder oplevede jeg en bedring, kunne minimere smertestillende og pludselig en dag var smerterne væk. Og de måneder, den smerte ligger langt tilbage i min hukommelse nu. Skørt.

De søvnløse nætter hvor jeg sad inde i sofaen og bed i en pude af smerte (oh yes), gav mig dog anledning til at researche og læse alt hvad jeg kunne komme til, omkring amning. Jeg læste bogen Alt om amning fra start til slut, utallige artikler og alt på ammenet.dk som jeg fandt det mindste relevant, for tænk hvis der stod noget om den slags smerter jeg oplevede. 

Det gav mig en stor viden om amning og selvom jeg ikke kom det mindste nærmere min egen situation, så blev jeg loaded med information om amning. Og nu, lidt mere end 2 år efter, kan jeg se at al den information jeg søgte, gav mig en kæmpe tryghed og ro til at amme – altså ud over at det gjorde pisse ondt. Det har gjort at alle mulige tanker og antagelser omkring amning, har jeg kunne lade glide af og ikke gøre mig nervøs. Nervøs for om han fik tømt brystet ved hver amning, om der var nok mælk, om han ammede for meget eller for lidt. Og det leder mig lidt hen til den første tid som mor, igen. For uanset om man ammer eller give flaske, eller en kombi, så er det sindssygt angstprovokerende at være ansvarlig for at det her lille væsen får nok mad og hvad det ellers har brug for. Så at man som mor er usikker på alle førnævnte ting, kan jeg ikke forestille mig andet, end er normalt. Og derfor kan jeg virkelig anbefale at bruge en del af forberedelsen på at blive mor, på at læse om amning. Jeg ville ønske at jeg havde brugt mindre tid på at undersøge hvilke og hvor mange bodystockings jeg ville få brug for, og mere på den første tid (sådan helt generelt) og særligt amning.

Læs om amning på:

Ammenet.dk

Lån eller køb bogen

Alt om amning

Instagramprofiler der skriver om amning: 

@slyngejordemoder

@familieudenfilter

@barselsrummet

@ammenet.dk

Hvis du er i tvivl om at din baby trives, hvis du ikke selv trives eller du har smerter, så kontakt egen læge, en ammevejleder eller sunhedsplejerske. 

Ammefængslet og det helt rigtige valg

Da vi efterhånden fandt hinanden, mig og amningen, uden smerter, så husker jeg det som nemt og virkelig dejligt. Der har også været sindsyge marathon nætter med non-stop amning, virkelig skøre sovestillinger og sovende, snurrende arme. Der var en lang periode hvor JJ bed mig i brysterne når han ammede og jeg kunne vågne op om natten med blod på dynen. Jeg tror at mange stopper med at amme fordi børnene bider (hvilket er forståeligt), men det behøver ikke at betyde stop eller at det er et tegn fra barnet om at det er træt af at amme. Der er alle mulige anbefalinger til hvad man skal gøre – det eneste jeg synes hjalp, var at tage ham fra brystet når han bed. Lægge ham til igen og fortsætte indtil han stoppede med at bide. At råbe nej eller blive vred, havde ingen effekt (tried and testet), selvom det er virkelig svært at lade være. 

Amning har været et dobbeltsidet spejl, og mange gange har det føltes som et ammefængsel. Som om jeg lå eller sad, og ammede titusinde timer ad gangen, og det har krævet uanede mængder af snacks, instagram scrolls (forbudt iflg nogen, men til tider nødvendigt) og faktisk også opbakning fra min mand og dem omkring mig. Det er så sårbart, og jeg oplevede at jeg var meget modtagelig for andres mening om min amning når jeg var ude. Et blik eller en kommentar kunne få mig til at have lyst til at pakke sammen og tage hjem, i øjeblikket. Men amning og at amme i næsten 2 år, har været vildt, fantastisk og helt helt rigtigt for os.

Stille og rolig amning

1 år og 11 måneder senere

Jeg har ammet min søn i 1 år og 11 måneder. En måned inden han blev 2 år ammede jeg ham i søvn, for sidste gang. Men tilløbet til at stoppe amningen startede lidt før. Nemlig tilbage i start april hvor jeg udbrød at “hvis jeg skal amme én gang mere om natten så slår jeg nogen ihjel”. Det lyder måske som en overreaktion, og det var det givetvis også. Men ikke desto mindre var det præcis sådan jeg havde det. Og natamningen blev skåret væk. Den følelse var nemlig en katalysator for at skabe nogle forandringer i vores rutiner, som var, mildest talt, much needed.

Jeg er gået ind i moderskabet med alt hvad jeg har at give – og det tror jeg de fleste kender til. Det hele handler om baby og man har på en måde skyklapper på, overfor sine egne behov. Jeg tror at min tilgang med continuum conceptet, samsovning, baby wearing og amning, til sidst gjorde at jeg på en eller anden måde fik dårlig samvittighed over at jeg ville stoppe med at amme, det ville være meget federe hvis han bare selv stoppede. Og for at være ærlig så virkede det også liiidt uoverskueligt at stoppe. Men da jeg lige fik hovedet op til overfladen så kunne jeg konstatere at natamningen gjorde mig mere frustreret, søvndepriveret og kortluntet end hvad godt var. Og selvom JJ nok ville have ønsket at blive ved, så vurderede jeg altså at mit behov her, var mere hensigtsmæssigt at få stillet – for hele vores families velbefindende. Og det føltes ret godt.

Et par nætter på sofaen var ikke vejen frem

Fordi jeg var trængt helt op i en krog og max presset af dårlig søvn, så havde jeg brug for et par nætter i stuen. Med ørepropper og sovemaske. Det var nødvendigt i situationen, men retrospektivt, en dårlig strategi for os. Selvom jeg har hørt så mange sige at deres natamning stoppede efter et par nætter på sofaen… Gid det var så vel her. Så efter et par nætter sådan, rykkede jeg ind i soveværelset og tog egentlig selv det natammestop. Og det føltes helt rigtigt. Jeg kunne trøste, holde om og putte. Være der for ham, selvom brysterne var gemt væk. Vi havde lavet en aftale om at alt var tilladt om natten – film, kiks, lys, oplæsning, smoothies eller hvad end der skulle til for at gøre det til en hyggestund.

Morsdag med kaffe og amninger

En ikke-anbefaling til at stoppe amning, men 2 gode erfaringer

Jeg ville bare ønske at jeg havde reageret lidt før, inden jeg fik kæmpe meget nok af natamning, så vi havde kunne gå direkte til denne løsning. JJ var 20 måneder og vi kunne både fortælle ham om det og snakke lidt om at natamningen nu var slut. Det tog et par måneder fra flere timer med Rasmus Klump og nat snacking, til at JJ reelt sov “godt” (what ever that is) om natten, men at tage det i et roligt tempo og gøre det drønhyggeligt, var det helt rigtige for os.

Jeg kan slet ikke sige noget om hvordan andre skal stoppe natamningen, men jeg kan komme med 2 anbefalinger; 1. Stop før du får så meget nok at du bliver helt flosset i kanterne og pludselig er en nedtur version af dig selv. Det er svært at finde ud af hvornår det er, så mærk godt efter 😉 2. Find overskuddet til at stoppe amningen selv. Som min mand sagde (han er klog) “Jeg kan ikke stoppe med at amme for dig” og det giver så god mening for mig og det var rart at stå det igennem med JJ, at være der for ham, fysisk, når det der var hele hans tryghed, blev taget væk.

Du kan sagtens amme to børn

I slut april fandt jeg ud af at jeg var gravid, og det satte en masse tanker i gang – blandt andet om hvornår jeg skulle stoppe med at amme, eller om jeg skulle blive ved og lade JJ stoppe selv. Jeg lod tankerne simre hen over sommeren og tog igen en (velovervejet, med mere overskud end sidst) beslutning om at stoppe helt. Jeg ville gerne have min krop og bryster for mig selv i en rum tid, inden den lille nye baby og jeg, skal starte et ammeforløb op igen. Min læge foreslog ellers at jeg bare ammede videre “du kan sagtens amme to” sagde han… og det kunne jeg sikkert godt, men det har jeg ikke lyst til. Og jeg mærkede allerede dengang, et behov for at have min egen krop for mig selv, og få lidt ro. Så i starten af august, en måned før JJ blev 2 år forberedte jeg ham på at jeg ville stoppe med at amme. Vi var på det tidspunkt nede på en enkelt amning, som putteritual.

Den sidste amning og lidt gråd

Helt praktisk så fortalte jeg ham et par dage før, at på fredag, var sidste dag vi ammede. Og så snakkede vi om det hver dag. Han blev ked af det, af at snakke om det og vi græd lidt (meget) begge to. Og krammede. Vi snakkede om brysterne, at de stadig var der og at det havde været dejligt at amme. Det var vigtigt for mig at rumme alle hans følelser omkring det og ikke lægge låg på eller skulle snakke udenom. Den største forandring var at ændre putningen, som jo indtil da, mere eller mindre havde været amning, på nær få gange hvor jeg ikke var hjemme. Vi brugte samme strategi som med natamning – snacks, film og maasser af hygge. Putningerne tog flere timer i starten, hvor vi lå i ske, snackede kiks og så Rasmus Klump. Det var faktisk mega hyggeligt. Efter et par uger, skar jeg ned på snacks, varm mælk og uendelig Rasmus Klump og efter yderligere et par uger, var det pludselig til at putte, ved at læse en bog, og have et glas vand på natbordet. Jeg tog ved lære af første omgang og stod for det hele selv. Men denne gang gik det meget meget mere smooth. Og jeg havde overskud til at være i med ham. Ingen kriser eller gråd.

Ammeblues

Ahem, altså bortset fra mig. Når du stopper med at amme, ændrer din hormonbalance sig, og dit oxytocinniveau falder. Sammen med at det potentielt også er liiiidt stressende for moderen at stoppe med at amme, kan det faktisk resultere i en slags ammeblues. Jeg synes det var ret heftigt den første uge. Jeg var så ked af det efter hver putning, sov dårligt, var tvær i humøret og havde svært ved at samle mine tanker. Jeg beordrede et line up med sofa, dyner, fodmassage og is om aftenen og det hjalp at unloade til min mand, græde lidt og spise noget sukker. Men det kom bag på mig, hvor emotionel jeg ville være, når det nu var mit eget ønske, og behov.

Ammetomrum

Det er snart 3 måneder siden jeg stoppede med at amme, og JJ kan stadig godt få behov for at kramme (rætti tæt på brysterne) eller snakke om amning. Og når jeg spørger om han savner det, så siger han ja (av mit hjerte), men vi snakker også om at baby skal amme når den kommer ud og det lader til at han synes det er ret spændende. Så snakker vi om at han kan sidde ved siden af, ae eller hente en bamse. Vores ammestomrum er skiftet ud med kram, sidde tæt og læse bog, eller simpelthen bare snakke om bryster, amning, at JJ har været en lille baby osv. Det har været vigtigt for mig at gøre det klart for ham at det var mit ønske at stoppe og ikke at sige at han er for stor til at amme. Det er der helt sikkert delte meninger om, og selvom jeg ikke synes at JJ var for stor til at amme, så er det noget andet at amme en lille møf på 4-5 kg og så sidde med amme bh’en fremme og amme en der både kan gå og tale. Derfor tror jeg også at vi efterhånden kun ammede hjemme, fra han var omkring 1,5 år. Her var mere ro og fred og så kunne det godt blive en fin stund for os begge. Og var jeg ikke blevet gravid i forsommeren, så havde jeg nok ammet indtil JJ selv ville stoppe.

Det nemme valg

Det var aldrig min plan at amme så længe, faktisk har jeg aldrig skænket en tanke, hvor længe jeg ville amme. Men amning har været den bedste måde at give nærhed. nærvær og ro til en lille fyr med krudt i røven. Det har, efter en hård start, været nemt. En nem måde at give næring, trøst og et sikkert sted. Og fordi jeg kunne mærke hvad det gav JJ, har det været en motivation for mig, for at blive ved, og ved og ved. Og så skal jeg slet ikke underkende hvad det har haft af betydning for mig. For oxytocinen flyder begge veje om man vil. Det har givet mig ro, tryghed og nærhed at mærke det lille hjerte banke helt tæt på mig, flere gange i døgnet. Det har krævet min opmærksomhed og min tilstedeværelse, på den allerbedste måde. Det nemme valg og det bedste valg, at blive ved. Indtil jeg kunne mærke at jeg selv havde fået nok – til en grad, som beskrevet ovenfor, var så meget at jeg blev nødt til at tage sagen i egen hånd og ikke vente på at mit ammeglade menneske selv ville sige fra.

Kvindernes internationale kampdag og stående amning i skoven

Til sidst, skal alle forældre tisse

Jeg har aldrig haft betænkeligheder ved at amme længe, amme meget og heller ikke ved at amme et, i nogens øjne, stort barn. Og da jeg kunne mærke at jeg selv havde behov for at have min krop lidt for mig selv, var jeg absolut ok med det – selvom det ikke var JJs ønske. Der er så meget fokus på børns behov, og med god grund. Men der er ikke noget udkom i forældre der er helt tyndslidte fordi de ikke mærker efter hvad de selv har behov for. Her mener jeg ikke hvad som helst, men kan ikke generalisere for vi er som mennesker og forældre, forskellige. Men mor, eller fars behov, er lige så reelle som barnets. Det gode er at vi voksne kan behovsudsætte, men det også kun til en vis grad. For en eller anden dag skal vi altså tisse, eller sove mere end 3 timer i streg, eller som jeg, stoppe med at amme mit første barn.

Til januar får jeg en lille ny i armene igen. Jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at amme en lille baby. Forhåbentligt hvile på lidt erfaring og hvilket forløb vi får, det er helt op til baby og mig. Og det er helt okay.

Jeg har netop lavet et interview omkring mit ammeforløb som udkommer i magasinet Bedre Barsel til december. Jeg har faktisk også givet mig selv en lille gave, en slags token på næsten 2 års ammeforløb. Jeg har længe fulgt og været vild med Johanne der på instagram under @helgahei laver de fineste billeder. Hun har tegnet et billede fra 31 december sidste år, hvor jeg sidder og ammer/hygger med JJ i sofaen. Det var en mega hyggelig formiddag, en af årets sidste ammestunder og nu et fint symbol på vores ammeforløb. Johanne laver billeder på bestilling, og kan kontaktes på hendes profil på instagram. 

12 kommentarer

  • Louise

    Hvor er det bare et fint skriv <3
    Jeg ammer min lille søn på 7 måneder, og jeg håber at amme ham længe endnu, men har endnu ikke gjort tanker om præcist HVOR længe. Det tager vi hen ad vejen, men jeg er glad for at læse dine refleksioner.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • AM

    Hej Frede
    Kæmpe tak for at dele dine oplevelser med amning!
    Især er jeg glad for en beretning om et ammestop sammen med mor. Dette føltes som det langt mest naturlige for mig, da jeg havde taget beslutningen om at stoppe amningen (putning og nat) herhjemme da min datter var 16mnd, men jeg oplevede det som italesat som ’second-best solution’ sammenligner med ‘partner hjælper barnet i en kold tyrker’-løsningen, de steder jeg kom forbi i min research (inkl snak med SP), hvilket fik mig til at tvivle på, om jeg skulle følge min mavefornemmelse.

    Her var ammestoppet meget udramatisk og tog to aftener og én nat på trods af min datter ikke selv havde taget initiativet til at stoppe – jeg ved det slet ikke er sådan for alle, men syens det er en variant af historien, som ikke så tit fortælles (og synes ikke vi skal ‘gemme’ de nemme tilfælde i misforstået respekt for dem, der går et hårdere forløb igennem)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frede

      Hej AM, tak for din kommentar. Det var altså også en der tiøren faldt for mig. Og i vores situation har det givet så god mening, omend jeg lige skulle tage mig sammen til det. Jeg tror det er meget individuelt hvad der fungerer, men vil på det kraftigeste anbefale at den der ammer, også selv stopper det. Men ja, de fleste erfaringer fra andre med børn og fx. SP er jo at det er her far/partner skal tage over. Men det kan godt udfordres, for jeg høre også mange mødre der synes det er meget grænseoverskridende, føler de svigter eller at de giver slip på noget de ikke vil, fordi partneren tager det stop – og det skal jo ikke nødvendigvis være sådan.

      Det lyder totalt nice at det tog 2 dage med jeres stop – det må bare være så dejligt. Tak fordi du deler det – for du har ret, det hører med til fortællingen og understreger nok bare at der ikke kan generaliseres omkring at det enten tager lang tid eller kort tid, og forhåbenligt kan en nuancering af det, give ammestoppendemødre motivation eller en følelse af “normalt” hvad end det tager to dage eller 4 uger.

      Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mil

    Super fint indlæg. Jeg elsker dine ‘mor’indlæg. De er så ærlige og beskrivende, virkelig dejligt at læse.

    Jeg/vi er pt i gang med nedtrapning af ammning. Har også en søn, og han er 16 mdr. Jeg har gennem flere måneder lagt planer for hvordan det skulle ske – uden held dog. For jeg lige som du, synes det virker meget uoverskueligt og faktisk også meget ensomt og angstprovokerende, hvis jeg nu gør noget galt.
    Vi mangler stadig at fjerne amning om eftermiddagen og iforbindelse med putning. Vores søn er blevet ammet i søvn siden han blev født med meget få undtagelser, så jeg er faktisk meget nervøs for at fjerne lige netop dén amning.
    Men jeg hviler meget mere i mig selv siden jeg stoppede med at lytte (og tro på) efter dem, der siger, at man giver børn dårlige vaner ved at amme dem i søvn.

    Nu nævner du, at I så film den første tid efter amningen var fjernet – har du lyst at dele dine tanker og holdninger omkring småbørn og ‘skærm’?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frede

      Hey! Tak for din kommentar og al god ammenedtrapningskarme din vej. Det er hårdt og kræver man har overskud til det selv. Så jeg kan godt forstå det virker uoverskueligt. Men i skal nok komme igennem det.

      Ja, jeg vil gerne svare her, på mine tanker omkring skærm og små børn. Jeg har aldrig været anti-skærm, og vi har brugt skærm rigtig meget i perioder. Til sygdom, frustrationer, til at købe sig 5 min til at tage tøj på, da han var mindre. Eller til at have 20 minutters fred en eftermiddag. JJ er en dreng med krudt i røven og i en periode virkede det godt på ham (synes jeg) at få en pause til at stene Pippi eller noget lignende om eftermiddagen. Og til ammestop og meget vågentid om natten, har det været uundværligt for mig. Nok ikke for ham. Så da vi var kommet ind i en god rutine for et par måneder siden med putning, og ikke vågne timer om natten, så tog vi beslutningen om absolut nul skærm her hjemme. Så blev vi sådan nogle 😉 Så pt. er der ingen skærm, fjernsyn, tegnefilm, Pippi eller Peter Pedal til JJ når han er hjemme eller med os. Han har ikke spurgt om telefon eller computer siden (vi har ikke tv) og det har været lidt af en øjenåbner for mig – hvor meget det egentlig også var mit behov det afhjalp. Når han er hos bedsteforældre eller hos andre, så kan han sagtens se lidt tv (det styrer dem vi er hjemme hos). Men hos os er der ikke skærm.

      Jeg er helt overbevist om at der ikke findes dårlige vaner, man kan give sine børn, jeg tror på at gøre hvad der fungerer. Det har vi gjort med skærm, og det fungerede rigtig godt. Men da behovet for skærm faldt så var det også vigtigt for mig at ændre den vane. Og det har været en succes. Nul skærm, kræver til gengæld en hel del flere stunder med boglæsning, snak og nærvær og det kræver mere af os som forældre – lige nu trives vi med det, men i fremtiden, med en lille ny på vej, så kommer Pippi og Peter Pedal helt sikkert på banen igen.

      Håber det giver mening 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gry

    Sikken smuk fortælling, Frede. Tak for at lukke os ind. Jeg kan nikke genkendende til så meget af det, du beskriver her i dit blogindlæg – og det er der garanteret også mange andre, der kan.
    Jeg ammede min datter til hun var 2 år og 7 måneder – og det var fantastisk og hårdt og skamfuldt og helt vidunderligt. En rutsjebanetur af følelser. Mest af alt, så var det dog helt vidunderligt og virkelig noget jeg ser tilbage på med varme følelser og stolthed. Natamningen stoppede vi uden de store problemer, da hun var halvandet og kun fik bryst én gang pr. nat. Tilbage i marts 2020 tog hun sin sidste ammetår og jeg husker ikke engang den præcise dato, for det kom helt naturligt og glidende og pludselig en dag, kunne jeg ikke huske, hvornår jeg sidst havde ammet hende. I dag sidder jeg og ammer min lille julibaby og storesøster er så nysgerrig og forstående over for at det nu er lillesøster, der ligger der.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frede

      Hej Gry, tak selv for at dele – det lyder som sådan en rar overgang fra at amme til at stoppe. Men du har ret, det er er noget af en rutsjebanetur. Jeg glæder mig til forhåbenligt at have den samme oplevelse, en forstående storebror og en lille ny i armene. Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Sikke en fin ammeberetning, jeg kan genkende virkelig mange af dine følelser!
    Jeg valgte selv at stoppe amning med min datter, da hun var ca 18 mdr. Det var af flere forskellige grunde. Men primært fordi jeg var gravid med hendes lillebror og ikke kunne overskue tanken om at amme to børn.. og så trængte jeg virkelig til en ammepause. Min datter havde stortset ingen reaktion på stoppet, så tror det passede hende godt også.
    Nu er jeg mor til to, en på 2 mdr og en på 2år, og jeg er ekstra glad for mit valg. Det kan godt være lidt hårdt for en toårig at skulle dele mor med en ny og krævende baby, men jeg forestiller mig det havde været endnu hårde hvis hun også skulle dele om amning☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Denice

    Åha! Sikke en smuk læsning. Så fint beskrevet. Tak for at lukke os helt derind!
    Jeg blev voldsomt rørt, da jeg selv står på tærsklen til at starte et ammestop af min meget ammeglade lille tut på 13 måneder. Og jeg kan mærke, hvor ked af det jeg allerede er over det og herude i en mindre by i Jylland, har opbakningen til amningen været stødt faldende siden han blev 6 måneder. Desværre! Så det føles efterhånden ensomt, at være i. Og vi har for længst droppet amninger ude hos andre. Jeg kan simpelthen ikke være i “diskussionerne” om, hvorvidt han er for stor.
    Heldigvis er det ikke den mangel på forståelse, der har drevet til at indlede et reelt stop, men i stedet fertilitetsbehandling. Et sindssygt svært valg, hvor det på dårlige dage føles som om jeg skal vælge mellem min søn og en “ny baby”. Føj for pokker.
    Så tak for at dele jeres historie! Det hjalp rigtig meget mig og jeg trak vejret ned i maven for første gang længe! 🙏🏽

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frede

      Hej Denice, det er så vigtigt med den opbakning og man er så sårbar i en ammesituation og følelsen af at sidder der og give sit barn næring, tryghed og nærhed og så få af vide at det er forkert er bare så væk. Det ville man jo heller ikke sige til et barn der fik flaske – altså man skal jo bare ikke sige andet end at det er dejligt. Forstår godt dine følelser omkring at vælge til eller fra, det har jeg også selv haft en snært af fordi jeg udelukkende valgte at stoppe helt, fordi lille baby er på vej. Og skal JJ tage det offer? Men igen må man bare gøre hvad der fungerer og en søskende er så dejlig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frederikke

    Årh, en dejlig læsning.
    All the feels.

    Helt enig i, at bedre forberedelse på amning havde været bedre givet ud end 10 bodyer i de tre første størrelser.
    Ammede min ældste i et halvt år med suttebrikker og fik ham (uden problemer) over på flaske fordi jeg skulle tilbage på arbejde og ikke ville amme også.

    Nummer to: Fik kæmpe sår på brystvorterne og frygtede og græd ved hver amning i otte uger. Fandt suttebrikkerne frem og fortsatte med dem. Derefter var planen sådan set det samme som ved storebror – men det blev et stort nej tak til flaske. Så vi fortsatte, jeg ammede uden om arbejdet, og det gik så fint. Elskede at lande derhjemme og lige skulle ind og hygge-amme. Efter et par måneder trappede han selv ned, og en aften ville han ikke ammes til putning.

    Jeg ville gerne amme, men har ikke sådan elsket det – sådan troede jeg ikke, der var nogen, der havde det. Nåede heldigvis frem til at nyde det fuldt og helt inden det var slut.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frede

      Hej Frederikke, tak for din kommentar og at du deler din egen historie. Vi prøvede også flaske med JJ men det var et kæææmpe nej tak, og så måtte vi jo bare pakke den væk. Og nu er jeg spændt på om baby nr. 2 også er flaskenægter. Jeg tror måske det du skriver beskriver ret fint at man bare ikke aner hvad man går ind til, hvilket barn man har og hvilke behov de har. Man må bare prøve sig frem og se hvad der virker – for begge. Knus F

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sneakerstyling, rens og pleje til vinter