Lårbukser og krøllet hår

I går var jeg til det første event i min modeugekalender. Den tæller faktisk en meget passende mængde shows, et par events og nogle hyggelige arbejdsmiddage. Jeg glæder mig til at se de nye kollektioner og få lidt inspiration oven på den lidt mere rolige sommerferiestemning jeg har været i.

Nå, men i dag var jeg til frokost på Lalala på Christianshavn, inviteret af Elle og Zalando, for at skyde modeugen i gang. Jeg havde det sådan lidt mandagsagtigt og var derfor lidt afslappet klædt på (hej hej underdressed) og havde for første gang i lang tid, ikke glattet mit hår – jeg havde faktisk sommerferiehår. Helt krøllet og stort – meget ulig min normale fritz, hvor jeg til hverdag glatter det, for at kontrollere det. Jeg må indrømme at jeg følte mig lidt på udebane med sommerferiehåret, til et ‘ikke-sommerferie’ event. Men faktisk et arbejdsevent. Det lyder måske lidt krukket sådan at tænke så meget på sit hår.. og det er faktisk heller ikke noget jeg gør så meget, for jeg glatter det jo bare. Men det gik! Jeg fik komplimenter for bonghåret! Sådan. Jeg tog dog mig selv i at stå og sige ‘orhh ejj jeg synes faktisk det er lidt irri’, istedet for bare at takke pænt og være glad for at bonghåret høster komplimenter. Det gør jeg næste gang. Det er alt andet lige, lettere at få bonghår, end at kontrollere det… Hah.

En anden ting der skete, som fik mig til at tænke på noget fra min og Sidsels bog, var da jeg komplimenterede min søde borddame for hendes virkelig pæne Levi’s jeans. I ved sådan et par der helt sikkert er vintage og gået til i flere år – de sad så pænt på hende at jeg dels måtte komplimentere dem og dels håbende spørge ind til om de mon var til at få fingre i. Og det er de! Det er denne her model. MÅ.PRØVE.ASAP. Det der så skete var at den flotte borddame sagde ‘ej tak, men de er også sådan lidt, du ved…’ og henviste til hvordan nogle lyseblå jeans har en tendens til at stramme på en helt bestemt måde over lårene – netop hvad Sidsel og jeg har døbt ‘Lårbukser’ i SMART. Ja, det kender jeg da udemærket til. Altså, om jeg gør! Vi fulgtes på cykel over Knippelsbro mens vi snakkede om lårbukser og hvordan man nogle gange ser sig selv i spejlet og det eneste man ser, er to kæmpe lår i meget stram denim. Men jeg tror altså, nej jeg ved, at det kun er noget man (jeg) selv ser. Fordi så sker der jo det, at der er en der siger ‘flotte jeans, hvor er de fra?’ og så tænker man (jeg), måske har jeg meget flotte ben i de her jeans, måske er de slet ikke to oppustede skumfiduser i denim, der bare vokser i spejlet? Måske er man (jeg) bare lidt for hård ved dem (altså ‘ikke-skumfiduserne’), når det er mine egne, mens jeg sagtens kan se hvor pæne andres ben (ikke skumfiduser (?)) er.

Så måske jeg skal prøve at give mine skumfiduser (ben) en pause, lade sommerferiehåret være lidt mere bong, og give lidt flere komplimenter ud? Det er trods alt ikke dårligt med gode lår og flot hår.

Hej hej.