Alle børn elsker ikke at sove i barnevogn… og andre ting jeg ville ønske jeg vidste da jeg blev mor

Den første tid som mor

Her den sidste måned har jeg været til to baby showers (som faktisk er en ret hyggelig tradition for at forkæle en kommende mor lidt) og jeg har en masse kommende mødre omkring mig. Selvfølgelig snakker vi en hel del om graviditet, fødsel, den første tid og alt der ellers følger med. Jeg prøver virkelig at holde igen med at være alt for løsningsorienteret og komme med råd og ‘bare vent’ formaninger. Men det er sværtfor mig, for de står i kø de gode råd, udelukkende fordi jeg gerne vil gøre alt hvad jeg kan for at dem jeg holder af får den bedste fødsel og første tid, som jeg selv synes var svær. og dele al den erfaring jeg trods alt har fået mig. Læringskurven er pretty steep det første år.

Men når man er gravid til op over begge ører, så er det bare lidt meget med gode råd og ‘gør det og det’ og ‘du SKAL bare have denne her bla bla bla…’ og når jeg nu er lidt i underskud på liste-kontoen, efter jeg ikke deler mine månedlige mor-lister, så har jeg samlet mine tanker omkring alt det jeg ville ønske jeg havde vidst eller tænkt på inden jeg blev mor.

Alle børn elsker ikke at sove i barnevogn… og andre ting jeg ville ønske jeg vidste da jeg blev mor

• Jeg troede at alle børn elskede at sove i barnevogn og at når jeg havde født, så kunne jeg bare lægge min baby i den og så gå tur i kongenshave, i uendelig tid. Men det er ikke alle babyer der bare elsker at lægge i den kasse der! Jeg kunne ikke bare lægge JJ fra mig de første 6 mdr. Der var 90% chance for at han vågnede og skreg. Jeg fandt ud af at han havde behov for at være fysisk tæt på mig hele tiden. Det affødte stor frustration hos mig og jeg har brugt uforholdsmæssigt lang tid (og tårer) på at ‘lære’ ham at sove i vognen, fordi det var det han skulle. Jeg har endda googlet det… Efter et par uger med gråd, så besluttede jeg mig bare for at bruge viklen og acceptere tingenes tilstand. Og med stor succes. Og pludselig da han var 6 mdr. kunne jeg bare lægge ham i barnevognen uden problemer. Så stod jeg der med lang næse. Nå. Siden da er det gået frem og tilbage ifht. hvor meget han elsker den vogn og viklen eller bæreselen, og det har jeg det helt fint med.
• At man græder på 3. dagen og så var det den tudetur. #lol Jeg græd uafbrudt de første to måneder. Generelt mere fokus på de første 4-6 uger som jeg oplevede som fuldstændigt vanvittige. Du står der, med en krop der føles som om den har været kørt over af en traktor, som så lige bakkede tilbage og kørte hurtigt over dig igen. Og alle vil på besøg, alle vil holde baby, alle spørger dig om du ikke bare er “SÅ MEGA LYKKELIG!?!??!?!! HVA HVA HVA” og i virkeligheden havde jeg bare lyst til at sove, og græde og så sove lidt mere. Min mor-rolle skulle jeg lige vokse ind i, og heldigvis havde verdens sejeste jordmoder Thilde, fra Smertefri Fødsel, forberedt mig på at det godt kan ske at man ikke er head over heels in love fra 1. minut, så jeg tog det forholdvist roligt. Men jeg var i chok alligevel, fordi jeg var forberedt på barsel, jeg var godt forberedt på fødsel, amning kom hurtigt i gang, men hvad med mig selv som mor? Den var straks sværere at sluge og forstå. Hormoner og kærlighed i en stor pærevælling, samtidig med at du også skal holde gang i et lille menneske som er fuldstændig afhængig af dig, og du skal gøre ting med NemId (seriøst samfundets straf, det er så ubamhjertigt) og have besøg og hele tiden svare på spørgsmål. Det er virkelig en ekstremsport. Jeg læste Cana Buttenschøns bog 40 uger efter, som virkede som en form for mild valium og så hørte jeg podcasten Jeg er Mor, og jeg har no kidding hørt afsnittet om gråd 17 gange. Det er så beroligende og en stor hjælp at høre. Og Bente Clemmensen er en fucking stjerne.
• Netop gråd har fyldt meget, fordi jeg havde en idé om at mit barn ikke måtte græde, det ville være falliterklæring for mig som mor. Men alle små babyer græder, det er sådan de kommunikerer. Det er bare vigtigt at finde ud af hvorfor de græder, og så møde deres behov. Mette Carendi skriver om de to kategorier af gråd her.
• At det bliver ‘lettere’ at have en baby jo ældre de bliver. Det synes jeg ikke det gør. Det går op og ned og hele tiden er der et nyt udgangspunkt- nu kan den sidde, nu kan den bevæge sig osv. Ny fase, nye udfordringer. Hold da op for en rollercoaster.
• At der fandtes efterfødselsforberedelse. I en eller anden form.
• Jeg ville ønske at jeg havde lavet mit eget barselshotel med venner og familie, eftersom de stod på tæerne af hinanden for at hjælpe. Det kunne have været organiseret meget bedre. Forestil jer at sige ja til hjælp og besøg, men på en måde så det blev et lille samfund af kærlige relationer, der samledes om at hjælpe den nye familie. Nogen kom og gjorde rent, nogen kom med mad, andre vaskede tøj eller luftede hunden. Ingen forventede varm kaffe på kanden, men alle tog noget med. Det er ikke babys behov at blive holdt af 15 fremmede mennesker de første 4-6 uger (eller det næste lange stykke tid), men det er ofte de nye forældres behov at få mad, ro og hjælp. Jeg ville langt hellere være på mit eget hjemmebarselshotel end det offentlige (eller private), hvis det drejede sig om omsorg til at komme på benene efter fødsel, og ikke medicinske eller helbredsmæssige problemer, selvfølgelig.
• At det ikke nødvendigvis er frygteligt at være i mødregruppe, men faktisk kan være et helt fantastisk netværk af forstående, kærlige og fordomsfri mødre, som er klar til at lytte, og er mindst lige så trætte som dig.
• Alle de kropslige forandringer jeg er gennemgået. Jeg har aldrig haft problemer med svedlugt, men efter jeg har født, så lugter jeg seriøst af hest. Også et år efter. Den indre mor-varme er fx også stadig meget real.
• Hvad det præcist er, der er så svært ved amningen. I en snæver vending ville jeg sige min amning er forløbet helt problemfrit, for han spiste, der er masser af mælk også stadig nu her på 15. måned. Men et hurtigt tilbageblik så kommer jeg i tanke om at jeg havde nogle ret vilde nervesmerter (i mangel på bedre beskrivelse) fra mit højre bryst og til min højre skulder der var så slemme at jeg tog smertestillende hver dag, døgnet rundt i 6 uger efter fødselen. Jeg var forbi 2 praktiserende læger, 2 sundhedsplejersker, en jordmoder, to ammevejledere og til sidst fysioterapi som var det eneste der hjalp.
• Og nu vi er ved amning. Hvor meget et lille spædbarn rent faktisk ammer. Se, det vidste jeg ikke og det er ret massivt, og man (jeg) kunne hurtigt komme til at tro det var for meget eller at der var noget galt. Men for det meste, helt helt normalt med et lille ammemonster. Læs med hos sejeste Lotte som skriver så mange gode posts om det at være mor, og blandt andet amning.
• Generelt fordufter alle de lidt hårde ting lidt hurtigt, og historier om søvn, gråd, smerter osv. bliver mindre dramatiske og gør jo nok desværre at det bliver “light” udgaver af virkeligheden. Fx. hvor længe det tager at blive gravid, hvor ondt fødslen gør og hvordan amningen egentlig gik. Det er selvfølgelig individuelt, men jeg tror hukommelsen spiller mig et puds og jeg forsøger at være ærlig over for dem der spørger, så det ikke virker som om at alt er en skøn dans på roser.
• Jeg ville gerne have vidst at jeg ikke skulle være så bange for at give mit barn dårlige vaner, men bare følge min intuition – hos mig var det særligt ifht. samsovning, babywearing og amning. Kia delte dette instagram quote, og det er præcis det jeg mener.
• I forlængelse af ovenstående, så ville jeg også gerne have været bedre til ikke at blive ked af hvis mig og min baby ikke fulgte de gængse normer eller anbefalinger. Jeg ville ønske jeg havde været bedre til at acceptere tingenes tilstand og sige, sådan er det, det fungerer for os nu, og det er en fase. I stedet for at være så forhippet på at fx. få JJ til at tage flaske, fordi det var der nogen der mente var smart, eller sove selv eller blive passet osv.
• At når mennesker omkring dig, foreslår ting, så er det altid ud af kærlighed, men ikke altid fordi de ved hvad der er bedst for din baby. Men det ved du! Så når bedstemor spørger om hun skal gå en tur med baby i barnevognen, så er det fordi hun synes det ville være hyggeligt, og hun tror at det ville være en hjælp for dig. Men hvis du kan mærke at det ikke er det som din baby har brug for, så skal du sige nej tak. Det må du godt, det skal du faktisk, for det er dit ansvar over for dit barn. Det tog mig lidt tid at fange, for jeg ville ikke virke utaknemmelig over for hjælp, jeg ville ikke såre min families følelser og jeg troede at de havde taget højde for alle de ting, for ellers ville de vel ikke foreslå det? Jeg oplevede en del gange at stå i en situation med en ulykkelig baby, og kunne mærke at jeg havde overskredet både mine egne og mit barns grænser ved at sige ja tak til fx en barnevognstur eller lignende, uden at tænke og mærke efter. Det er svært at navigere i, og man skal have en god portion mor-selvtillid for at sige fra og evt. sige hvad man så kunne tænke sig. Men den kommer. (og barnevognstur er bare et eksempel, som passede godt i  mit tilfælde. Indsæt selv… hehe).
• At vi havde lavet en barselshule de første 3 måneder og langsomt, altså virkelig langsomt var kommet op til overfladen igen, istedet for at være så opsat på at komme ud, ud med barnevognen, ud og drikke kaffe, ud og have det barselsagtigt. For det er jo det man skal.
• Til gengæld, så gad jeg også godt at have vidst hvor stolt jeg kan blive, efter jeg er blevet mor. Det er helt vildt. Stolt og benovet over hvad min krop har klaret – graviditet og en fødsel. Stolt af det lille menneske jeg former og stolt og glad for at får lov at være mor til ham.
• Jeg er også meget imponeret over min egen intuition, og fornemmelse for hvad mit barn har brug for. Jeg prøver virkelig at dyrke den, og mærke efter (rigtig føle føle) og hele tiden vurdere hvad han har brug for. En lur, et kram, en snack? og det fedeste er at jeg ofte lykkedes, og så er det som at vinde i mor-bingo, når der er dage hvor det hele går op og ingen skal være overtrætte og umulige. Det sker ikke altid, men det sker!
• At der er en fælles forståelse og forgiveness mødre imellem, som er helt særlig. Der er altid en anden mor der kan genkende din situation, eller en hjælpende hånd når barnevognen driller eller du har tabt en mini sko på fortorvet. Også her på bloggen og på instagram, er I, der følger med, altid så søde, positive og støttende. Det er helt fantastisk.
• Det sidste punkt som jeg har tænkt meget over, og som udsprang af en samtale med min kæreste og søde, dejlige far til mit barn, er at der jo ikke er et topmål for at være forældrer. Der er ikke en ‘Så nu har du nået det øverste level af MOR eller FAR’. Det føles som om det altid kan blive bedre, og at nogle andre gør det langt bedre end dig. Mere øko, mere hjemmelavet, mere ifavnsk, de bruger mere vikle, mere barnevogn osv. osv. Det er en umulig opgave at ville nå til tops, for der er ingen top og netop det, kan knække enhver velmenende mor. Men tro på at du gør det godt, så godt som du kan – og det er level 1000 i dit eget mor-game.

Håber min tankestrøm kan være til inspiration, eller virke beroligende (haha) derude. Jeg glæder mig allerede til at jeg skal opleve den første tid med en lille ny baby igen, men jeg skal lige sove lidt først.